En fortælling Om Malplaceret kærlighed Og Ironi

DA VERDEN BEGYNDES , var der plads til alt i det menneskelige hjerte, og alt var på sin plads. Det betød, at man aldrig nogensinde skulle lede efter noget. Hvilket lyder utroligt praktisk, og det er præcis, hvad det var. Forfærdeligt. Bekvem. I denne upåklagelige rækkefølge skete alt efter en tidsplan. Serendipity fik f.eks. pladsen kl. 14.00 tirsdag eftermiddag (hvilket selvfølgelig betød, at menneskeheden uvægerligt slumrede igennem det). Alt under solen var pålideligt og bemærkelsesværdigt kedeligt.

Folk begyndte snart at udtænke små spil til sig selv for at gøre tingene mere interessante. Til dette formål forviste de kærligheden til regnskovene og satte lykken højt på en forrevne bjergtop. De efterlod tilfredshed midt i havet og begravede tilfredsstillelse et sted i ørkenen. De udtænkte også omfattende forklædninger af masker på masker, indtil ingen længere var helt sikre på, hvem de virkelig var.

Al denne aktivitet affødte en genre af forfattere, som begyndte at skrive produktivt om, hvordan man opdager sig selv. De udtænkte også en tvivlsom serie af 10-trins genveje til ægte kærlighed, formål, oplysning og lignende. Nogle få af dem vidste faktisk, hvad de talte om, men de fleste fandt det bare op, mens de gik. Dette resulterede, som man kunne forvente, i mange årtusinder af misforståelser, flere vilde gåsejagter og udbredt forvirring.

Imens blev kærligheden ensom i regnskoven, og lykken led svimmelhed på bjergtoppen. Tilfredsheden fandt aldrig helt sine ben, og tilfredsstillelsen blev klaustrofobisk under jorden. Så de sneg alle sammen hjem en dag, skjult og uanmeldt. Med deres reservenøgler lader de sig tilbage ind i det menneskelige hjertes kamre og indtager deres gamle bolig med søde suk. Deres tilbagevenden gik dog ubemærket hen. Hver person var på dette tidspunkt opslugt af sin egen søgen. De var ude at pløje gennem regnskove, skalere bjergkæder, lede dybhavsdykkerekspeditioner og karavane gennem ørkenerne på jagt efter det, der allerede var kommet hjem. Det var på dette tidspunkt, at ironien kom ind i verden.

Meget snart begyndte teknologien at tjene som en erstatning for alt det, der var svært at finde. Når mening ikke kunne lokaliseres, trøstede menneskeheden sig med vidundere som GPS. Man kunne altid stole på, at man kunne trække anvisninger op til det nærmeste indkøbscenter. Tekstbeskeder og tweets begyndte at stå for samtale og nadver. Hvem havde alligevel tid til mere end byte-store portioner af forhold og virkelighed? Folk, der søgte efter svar på livets store spørgsmål, begyndte i stigende grad at henvende sig til Google (som, det må indrømmes, i gennemsnit havde en hurtigere svarprocent end Gud).

Og sådan rullede årene videre, som bølge på bølge. Folks liv blev større, lysere, hurtigere, højere. Og et ufatteligt antal issmag dukkede op på markedet. Men under det hektiske tempo, det glitrende ydre og tilgængeligheden af ​​al den is, var folk mere udmattede, bange og ensomme, end de nogensinde havde været siden historiens morgen. Og en gang imellem blev en af ​​dem så træt af hele skuespillet, at de greb til drastiske foranstaltninger. De lukkede deres mobiltelefoner og vendte sig væk fra skærmen. De holdt op med at snakke og tweete og shoppe og søge og faldt pludseligt og sødt tilbage i huden på deres hud og hjertet af deres hjerte.

På hvilket tidspunkt kærligheden skyndte sig over for at hilse på dem med et kram, lykken ville sætte på kedlen til en kop te, tilfredsheden ville passe til pejsen og tilfredsstillelsen ville begynde at synge.