Livet Gennem Et Kameralinse

Forleden uge, mens jeg sad sammen med en midaldrende mand ved navn Paul, blev jeg særligt rørt af vores samtale. Han var lige kommet tilbage fra sin første ferie i årevis og beskrev højdepunkterne. "Jeg kunne ikke tro, hvor smukt havet var," kommenterede han. "Jeg har aldrig set et hav før, og så at få lov til at se palmer i virkeligheden, og endda røre ved dem. Det var simpelthen fantastisk."

Han begyndte at bladre igennem en række fotografier på sin telefon, der hver især viste et billede af et palmetræ. Nogle træer stod lige ved stranden, mens andre stod langs vejkanten og syntes at tilhøre huset lige bagved. Nogle havde flere stammer, og andre havde én elegant, buet linje. Flere af hans fotos afbildede det samme træ, men fra forskellige vinkler og perspektiver.

Selvom jeg har set mange palmer i mit liv, har jeg aldrig oplevet nogen, der virkelig værdsætter et palmetræ. Det var det, der rørte mig. På alle mine ferier til varme, solrige steder er det aldrig faldet mig ind at lægge så meget mærke til disse træer. De har altid blot været en del af baggrunden og noget, jeg har taget for givet.

Jeg har dog mødt min egen version af Pauls palme. Da jeg rejste til Indonesien for flere år siden, stod jeg med åben mund i ærefrygt over de terrasserede rismarker, der dukkede op omkring hvert hjørne. Jeg bemærkede taxachaufførens forvirring over mine gentagne anmodninger om at få ham til at holde ind til siden, så jeg kunne tage flere billeder af disse smukke kunstværker. For ham var de lige så almindelige som et palmetræ for en floridianer eller et egetræ for en af ​​os fra Midtvesten.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg at lægge mit kamera væk i skuffen, hvor det opbevares sikkert indtil den næste koncert eller fødselsdagskage. Men så tænkte jeg mig om en ekstra gang. Det slog mig, at når jeg rejser til nye steder, hiver jeg altid mit kamera frem for at tage nye og interessante billeder. Jeg tager mig tid, selv på min egen amatøragtige måde, til at se på objekter lige fra og fra siden, og jeg bliver ofte overrasket over den skønhed og unikke karakter, der afsløres gennem kameraets objektiv.

Jeg tænkte, om det kunne virke omvendt?

Hvad nu hvis jeg skulle trække mit kamera frem, eller måske bare forestille mig at trække det frem, i almindelige og velkendte øjeblikke i hverdagen. Ville en sådan gestus opmuntre mig til at begynde at se almindelige steder og genstande som værdige til et fotografi – værdige på samme måde som palmerne var det for Paul, og som det indonesiske landskab var det for mine besøgende øjne?

Når vi bevæger os hurtigt fra én ting til den næste, ser vi ofte ikke rigtigt, hvad der er omkring os, på samme måde som når vi rejser. Det lader til, at denne opmærksomhed er en af ​​de første ting, vi mister, når vores dage fyldes op med forpligtelser og aktiviteter. Tænk bare, hvis vi skulle ankomme til vores køkken hver morgen på samme måde, som vi ville ankomme til en feriedestination, og tage imod og værdsætte de karakteristiske træk ved genstandene omkring os. Hvis vi skulle indtage en sådan holdning i vores hverdag, ville vi måske opdage, at vi tog billeder af sollyset, der kommer ind gennem vores køkkenvindue, eller æggeblommen, der stiger op i vores pande.

Det er værd at eksperimentere med denne kamerapraksis, uanset om vi vælger at bruge vores objektiv bogstaveligt eller metaforisk. Når vi tænker, som en fotograf måske ville gøre, begynder vi at se på tingene på en ny måde -- vi bemærker usete detaljer i hverdagsgenstande og bliver måske endda fortryllet af den velkendte verden omkring os.

Denne måde at lægge mærke til på er noget, vi kan gøre selv midt i vores travle dage. Det er en af ​​de få ting, vi kan gøre, som ikke kræver ekstra tid ... bare et skift i, hvordan vi er opmærksomme.

Læg mærke til, hvilke potentielle øjebliksbilleder der findes, mens du bevæger dig gennem dagen. Hvordan kunne du indramme dem, og hvilke detaljer ville du fremhæve?

Vær opmærksom på de mest almindelige og mest ekstraordinære billeder, dine øjne og dit sind indfanger i dag.