Vær kærlighed

Jeg tager ret ofte på biblioteket i Santa Monica for at skrive.

Forleden dag var jeg der for at få lavet noget arbejde, og jeg ser denne mand stå og kigge på nogle bøger. Ny faglitteratur. Han har et skilt på brystet, hvor der står "Vær kærlighed".

Jeg spørger ham, om jeg må tage et billede, og han giver med glæde. Jeg vender mig om for at få nogle penge i min pung. (Han er hjemløs – det er tydeligt. Der er mange hjemløse, der hænger ud på Santa Monica-biblioteket.) Jeg vender mig om igen, og han har taget skiltet af.

"Billedet er gratis," siger han, "men du skal have det her på i to timer. Jeg er David, hvad hedder du?"

Jeg beder ham om at binde den om min hals. Han siger, at hvis nogen spørger mig, hvad skiltet skal fortælle ham, så er det et krav.

Jeg gav ham et kram og to dollars og gik op ad trappen for at skrive. De smil jeg fik, da jeg gik hen til mit lille bord ved vinduet. Vær kærlighed, vær kærlighed, vær kærlighed. En del af min bog handler om budbringerne i vores liv. David var sandelig et sådant budbringer.

Han havde heller aldrig taget et billede med en iPhone før, og billedet af mig nedenfor var hans første nogensinde. Ret, ret godt.

Senere samme aften…

Jeg bar "Vær kærlighed"-skiltet, da jeg underviste i min yogatime . Jeg gik ind og sagde: "Kan nogen gætte, hvad temaet er i aften?"

Alle lo af dets åbenlyse karakter, men som en sagde efter timen, da hun kom hen til mig med tårer i øjnene, "blødnede rummet op". Hun sagde ordret, at hun aldrig havde set noget lignende.

Jeg havde skiltet på hele dagen. Jeg holdt mit ord og alt det der. Pigen med tårer i øjnene sagde, at timen var som et digt, hvilket måske bare er det bedste, jeg kan sige til mig.

Gjorde jeg det? Nah. Skiltet på mit bryst gjorde det.

Du ved, ingen kunne modstå det. Selv de sure fyre bagi, der synes, jeg snakker for meget, og "kan vi ikke bare slappe af?" smilede og fnisede endda af skiltet. Det blødgjorde rummet, for ja, kærlighed gør jo det.

Uanset hvordan man ser på det, burde vi alle bære skilte, der siger "Vær kærlighed." Selv hvis de er usynlige. Selv hvis bare vi kan se det.

Da jeg kørte til undervisningen, var jeg bag en fyr, der kørte langt under fartgrænsen og drejede uden at bruge blinklys – en fyr, jeg selv kaldte for en "idiot". Højt. I min bil. Hvilket fik mig til at grine. Der stod jeg så med et stort, gammelt BE LOVE-papskilt på brystet, og jeg kaldte en fremmed for en idiot?

Jeg grinede af mig selv og takkede ret hurtigt papkassen for at holde mig i skak.

Vær kongruent, Jen.

Du er kærlighed. Vær kærlighed. Eller, som Jesse i Breaking Bad ville sige: "Vær kærlighed, yo." (Jeg undskylder for alle interne jokes fra BB. Min besættelse stikker dybt.)

Må jeg altid have et tegn på mit bryst. Uanset om jeg kan se det eller ej. Må vi alle huske, at vi har disse tegn på vores bryst. Må vi alle huske at være KÆRLIGHED.

Tak, David, den hjemløse mand jeg mødte på biblioteket, som gav mig kærligheden. Jeg håber, du ved, hvad du har gjort, min kære herre. Min storhjertede, kære herre. Jeg håber bare, du har en lille anelse om, hvem og hvor du end er.