Lykke: at få Vores Prioriteter Rigtige

Der er et afgørende skift i gang i den måde, vi tænker på fremskridt. Et stigende antal økonomer, politiske ledere og ekspertkommentatorer efterlyser bedre målinger af, hvor godt samfundet klarer sig; målinger, der ikke blot sporer vores økonomiske levestandard, men også vores samlede livskvalitet. Dette skift afspejler også den måde, mange af os føler det på: at den moderne forbrugerøkonomi ikke har formået at levere retfærdige resultater og give meningsfulde liv.

I de seneste årtier er vores liv i stigende grad blevet orienteret i økonomiens tjeneste snarere end omvendt. Alligevel er økonomisk vækst i virkeligheden blot et middel til et mål; det betyder kun noget, hvis det bidrager til sociale fremskridt og menneskelig velvære. Og tragedien er, at årtiers vækst og materielle fremskridt ikke har formået at levere en målbar stigning i livstilfredshed.

Da premierminister David Cameron annoncerede, at han bad Office for National Statistics (ONS) om at begynde at måle Storbritanniens nationale velbefindende, blev dette mødt med hån og øjnerullen i medierne. Kritikere mente, at det var et kynisk forsøg på at distrahere os fra vores økonomiske problemer, eller blot spild af penge på et tidspunkt, hvor der er vigtigere ting at bekymre sig om.

Disse bekymringer er forståelige, men malplacerede. Det er selvfølgelig svært at stole på en regering, der hævder at være engageret i velfærd, samtidig med at den skærer ned på finansieringen af ​​offentlige tjenester, der bidrager til det. Men kun at se dette gennem et politisk perspektiv ville være at misse pointen. At fokusere på velfærd er ikke en distraktion, det handler om at finde ud af, hvad der virkelig vil forbedre folks liv, og derefter handle på det, hvilket helt sikkert er, hvad god regeringsførelse bør handle om?

For allerførste gang måler og værdsætter Storbritannien nu officielt folks subjektive følelser om deres liv. Dette er ikke et orwellsk mareridt, hvor vi er tvunget til at være tilfredse med vores skæbne; faktisk er det stik modsat. Det er en mulighed for regeringen til at lytte til, hvordan vi har det, og lære, hvad vi værdsætter mest. Med tiden kan det føre til et større fokus på initiativer, der er gode for folks velbefindende, og en erkendelse af, at disse ikke altid er det samme som det, der er godt for at få økonomien til at vokse.

Så hvad lærte vi af den første offentliggørelse af ONS' trivselsdata i december 2011? Trods al den økonomiske nedtur ser det ud til, at mere end tre fjerdedele af befolkningen vurderede deres samlede livstilfredshed som syv eller mere ud af ti.

Lande som Danmark og Canada scorer dog konsekvent over otte ud af ti for gennemsnitlig livstilfredshed, så vi kunne gøre det bedre. Mere bekymrende er det, at 8 % af befolkningen vurderede deres livstilfredshed som mindre end 5 ud af 10. Dette er en meget lav livstilfredshedsscore, der svarer til gennemsnitsscorerne i lande som Bangladesh og Cambodja.

Mest bekymrende af alt registrerede 27 % af befolkningen et højt niveau af angst. Noget af dette kan relateres til det økonomiske klima, men meget af det afspejler utvivlsomt det enorme pres, som mennesker er under i vores stadig mere konkurrenceprægede samfund. Mange, der tilsyneladende er succesfulde i det ydre, materielle, lider faktisk af alvorlige følelsesmæssige og psykologiske traumer.

At forstå disse resultater og hvad der driver dem, bør være en topprioritet for beslutningstagere. Evidens tyder på, at et fokus på trivsel kan føre til større vægt på at fremme god mental sundhed; at sætte økonomisk stabilitet før økonomisk vækst; at undervise i livsfærdigheder i skolerne; og at støtte familier i nød – især små børn i deres formative år. For eksempel kan et kommuneråd, der overvejer at lukke et bibliotek eller en legeplads for at give plads til et nyt erhvervsbyggeri, handle anderledes på lokalt niveau.

Men måske vigtigst af alt har det også konsekvenser for hver enkelt af os som individer at gentænke, hvad vi prioriterer. De selvcentrerede værdier, der har ledsaget vores søgen efter økonomisk vækst, har opmuntret alt for mange af os til at sætte vores økonomiske succes over bekymringer om vores familiers, vores lokalsamfunds og endda vores eget velbefindende.

Vi kan også drage fordel af et skift i prioriteter og en erkendelse af, at ægte lykke handler mindre om, hvad vi tjener eller ejer, og mere om vores relationer og sindstilstand; det handler lige så meget om, hvad vi kan bidrage med, som om, hvad vi kan få for os selv. Et lykkeligere samfund starter med hver enkelt af os.

At nå et samfund, hvor så mange mennesker som muligt trives, og så få mennesker som muligt er ulykkelige, kræver både politisk og social forandring. Hvis politikere skal kritiseres, bør det være for ikke at forbedre folks velbefindende, ikke for at ville måle det. Men lad os også erkende, at vi alle kan spille vores rolle i at skabe et lykkeligere samfund.