En Gammel Japansk kærlighedskriger

Et vendepunkt i mit liv kom en dag på et tog midt på en døsig forårseftermiddag. Den gamle vogn klirrede og raslede hen over skinnerne. Den var forholdsvis tom – et par husmødre med deres børn på slæb, nogle ældre mennesker ude at handle, et par bartendere, der ikke var på vagt, studerede racerformularen. Jeg stirrede fraværende på de kedelige huse og de støvede hække.

På en station åbnede dørene sig, og pludselig blev den stille eftermiddag ødelagt af en mand, der brølede af fuld hals – råbte voldsomme, obskøne, uforståelige forbandelser. Lige da dørene lukkede sig, vaklede manden, stadig råbende, ind i vores bil. Han var stor, beruset og beskidt. Han bar arbejdertøj. Hans ansigt var stivt af tørret opkast. Hans øjne var dæmoniske, neonrøde. Hans hår var dækket af snavs. Skrigende svingede han mod den første person, han så, en kvinde, der holdt en baby. Slaget gled væk fra hendes skulder og sendte hende rundt i skødet på et ældre par. Det var et mirakel, at babyen var uskadt.

Parret sprang op og skyndte sig hen mod den anden ende af vognen. De var skrækslagne. Arbejderen rettede et spark mod den gamle dames tilbagetrukne ryg. "Din gamle røvhul!" brølede han. "Jeg sparker dig i røven!" Han missede; den gamle kvinde pilede i sikkerhed. Dette gjorde den fulde mand så rasende, at han greb fat i metalstangen midt på vognen og forsøgte at vriste den ud af stolpen. Jeg kunne se, at hans ene hånd var skåret og blødte. Toget vaklede fremad, passagererne stivnede af frygt. Jeg rejste mig, mens jeg stod stille.

Jeg var ung og i ret god form. Jeg var 180 cm høj og vejede 104 kg. Jeg havde trænet aikido i otte timer hver dag de sidste tre år. Jeg kunne godt lide at kaste og kæmpe. Jeg syntes, jeg var sej. Problemet var, at mine kampfærdigheder ikke blev testet i rigtig kamp. Som aikido-elever måtte vi ikke slås.

Min lærer lærte os hver morgen, at kunsten var viet til fred. "Aikido," sagde han igen og igen, "er forsoningens kunst. Den, der har sindet til at kæmpe, har brudt sin forbindelse med universet. Hvis du forsøger at dominere andre mennesker, er du allerede besejret. Vi studerer, hvordan man løser konflikter, ikke hvordan man starter dem."

Jeg lyttede til hans ord. Jeg prøvede hårdt. Jeg ville holde op med at slås. Jeg gik endda så langt som til at krydse gaden et par gange for at undgå "chimpiraerne", flipperspillerne, der lå og slentrede rundt på togstationerne. De ville have været glade for at teste mine kampfærdigheder. Min tålmodighed ophøjede mig. Jeg følte mig både sej og hellig. Men inderst inde var jeg ved at dø efter at være en helt. Jeg ville have en chance, en absolut legitim mulighed, hvorved jeg kunne redde de uskyldige ved at udrydde de skyldige.

"Det er det!" sagde jeg til mig selv, da jeg rejste mig. "Denne slyngel, dette dyr, er fuld, ond og voldelig. Folk er i fare. Hvis jeg ikke gør noget hurtigt, kommer nogen sikkert til skade. Jeg tager hans røv med til rengøringsfirmaet."

Da den fulde mand så mig rejse sig, så han en chance for at fokusere sin vrede. "Aha!" brølede han. "En udlænding! Du trænger til en lektion i japansk manerer!" Han slog én gang på metalstangen for at give sine ord vægt.

Jeg holdt let fast i pendlerremmen ovenover. Jeg gav ham et langsomt blik af afsky og afvisning. Jeg gav ham al den idiot-agtige ondskab, jeg kunne fremmane. Jeg planlagde at skille denne kalkun ad, men det var ham, der skulle bevæge sig først. Og jeg ville have ham til at blive sur, for jo mere sur han blev, desto sikrere var min sejr. Jeg kneb læberne sammen og sendte ham et hånligt, uforskammet kys. Det ramte ham som et slag i ansigtet. "Okay!" råbte han. "Du skal nok få en lektie." Han samlede sig til et stormløb mod mig. Han ville aldrig vide, hvad der ramte ham.

Et splitsekund før han bevægede sig, råbte nogen: "Hey!" Det var øredøvende. Jeg husker, at jeg blev ramt af den mærkeligt glædesfyldte, sjungende stemning – som om du og en ven havde ledt flittigt efter noget, og han pludselig var stødt på det. "Hey!" Jeg drejede til venstre, og den fulde mand snurrede til højre. Vi stirrede begge ned på en lille gammel japansk mand. Han må have været godt i halvfjerdserne, denne lille herre, der sad der pletfri i sin kimono og hakama. Han lagde ikke mærke til mig, men strålede henrykt mod arbejderen, som om han havde en yderst vigtig og kærkommen hemmelighed at dele.

„Kom her,“ sagde den gamle mand med et let folkesprog og vinkede til den fulde mand. „Kom her og tal med mig.“ Han viftede let med hånden. Den kæmpestore mand fulgte efter, som på en snor. Han satte fødderne krigerisk foran den gamle herre og tårnede sig truende op over ham.

„Skal jeg snakke med dig?“ brølede han over de klaprende hjul. „Hvorfor fanden skulle jeg tale med dig?“ Den fulderik havde nu ryggen til mig. Hvis hans albue bevægede sig bare en millimeter, ville jeg tabe ham i hans sokker.

Den gamle mand fortsatte med at smile til arbejderen. Der var ikke spor af frygt eller bitterhed over ham. "Hvad har du drukket?" spurgte han let og interesseret. "Jeg har drukket sake," brølede arbejderen tilbage, "og det angår ikke din lort!"

"Åh, det er vidunderligt," sagde den gamle mand med glæde. "Helt vidunderligt! Du ved, jeg elsker også sake. Hver aften varmer vi min kone og jeg (hun er 76, ved du), en lille flaske sake op og tager den med ud i haven, og vi sidder på den gamle træbænk, som min bedstefars første elev lavede til ham. Vi ser solen gå ned, og vi ser, hvordan vores kakitræ har det. Min oldefar plantede det træ, ved du, og vi bekymrer os om, hvorvidt det vil komme sig efter de isstorme, vi havde sidste vinter. Kakitræer trives ikke godt efter isstorme, selvom jeg må sige, at vores har klaret sig noget bedre, end jeg havde forventet, især når man tager jordens dårlige kvalitet i betragtning. Alligevel er det yderst tilfredsstillende at se, når vi tager vores sake med og går ud for at nyde aftenen - selv når det regner!" Han kiggede op på arbejderen med glimtende øjne, glad for at dele sine dejlige oplysninger.

Mens han kæmpede med at følge den gamle mands samtale, begyndte den fulde mands ansigt at blive blødere. Hans næver åbnede sig langsomt. "Ja," sagde han langsomt, "jeg elsker også kakifrugter ..." Hans stemme døde hen.

"Ja," sagde den gamle mand smilende, "og jeg er sikker på, at du har en vidunderlig kone."

"Nej," svarede arbejderen, "min kone døde." Han bøjede hovedet. Meget blidt, svajende med togets bevægelse, begyndte den store mand at hulke. "Jeg har ingen kone, jeg har intet hjem, jeg har intet job, jeg har ingen penge, jeg har ingen steder at gå hen. Jeg skammer mig så meget over mig selv." Tårer trillede ned ad hans kinder; en krampe af ren fortvivlelse bølgede gennem hans krop. Over bagagehylden udbasunerede en firefarvet reklame fordelene ved et luksuriøst liv i forstæderne.

Nu var det min tur. Mens jeg stod der i min velplejede ungdommelige uskyld, min "gør-denne-verden-sikker-for-demokratiet"-retfærdighed, følte jeg mig pludselig mere beskidt end ham.

Lige da ankom toget til mit stoppested. Perronen var fyldt, og folkemængden strømmede ind i vognen, så snart dørene åbnede. Da jeg manøvrerede mig ud, hørte jeg den gamle mand klukke medfølende. "Hold da op," sagde han med usvækket glæde, "det er virkelig en meget vanskelig situation. Sæt dig ned her og fortæl mig om den."

Jeg drejede hovedet for et sidste blik. Arbejderen lå spredt ud som en sæk på sædet med hovedet i den gamle mands skød. Den gamle mand kiggede ned på ham, fuld af medfølelse og glæde, med den ene hånd, der blidt strøg det beskidte, sammenfiltrede hoved.

Da toget kørte væk, satte jeg mig ned på en bænk. Det, jeg havde ønsket at gøre med muskler og ondskab, var blevet opnået med et par venlige ord. Jeg havde set aikido blive prøvet i kamp, og essensen af det var kærlighed, som grundlæggeren havde sagt. Jeg ville være nødt til at praktisere kunsten med en helt anden ånd. Det ville vare lang tid, før jeg kunne tale om konfliktløsning.