To ænder Og Deres 7-årige Helt

Skrevet af Robert Knight fra Kentucky

Da jeg var omkring 7 år gammel, så jeg et par ænder i min forhave. Jeg vidste, at ænder kunne lide brød, så jeg besluttede at fodre dem, før de havde en chance for at flyve væk. Jeg vidste det ikke dengang, men disse to ænder endte med at blive en af ​​de mest indflydelsesrige faktorer i, hvem jeg er blevet i dag.

Omkring en uge efter deres første besøg fandt ænderne vej ind i min have igen. Jeg syntes, det var mærkeligt, da søen i vores nabolag ikke var særlig tæt på mit hus. Jeg fodrede dem dog igen, da det var alt, jeg vidste, jeg kunne gøre med ænder.

De kom tilbage hver dag efter det i en måned eller to og lærte endda at komme hen til min hoveddør og kvække, når de ville have mad. Det faldt derefter til kun én af dem cirka en eller to gange om ugen. Jeg er ikke sikker på, hvor længe det varede, men en dag efter en stor storm endte de begge i min forhave.

Denne gang var der noget helt galt

Jeg var spændt på at se dem begge sammen igen, så jeg tog ekstra mad frem til dem. De virkede dog anderledes, ophidsede. De holdt ikke op med at kvække, da jeg kom ud, som de plejede. Faktisk kvækkede de mere. Da jeg kastede det første lille stykke brød til dem, tog hannen det faktisk op og kastede det tilbage mod mig og genoptog sit hektiske kvaken. Jeg tog et par skridt hen imod dem derefter for at se, om de ville bakke tilbage, som de plejede, men kun hunnen bevægede sig denne gang. Dette undrede mig, men den måde, de optrådte på, mindede mig om film, jeg havde set, da et dyr ville have nogen til at følge dem. Jeg gik ind igen og forklarede det til min mor og fik tilladelse til at prøve at følge dem.

Da jeg gik udenfor igen, var de flyttet til hjørnet af min gård, åbenbart antaget, at jeg havde opgivet dem. De hørte døren lukke, og hannen løb tilbage til mig og kvækkede hele vejen. Jeg fulgte dem til hjørnet af gården, ned af vejen, rundt om hjørnet, over en gade, og så var søen i syne. Hunnen fløj ned i nærheden af ​​søen dengang, men hannen førte mig ned til fods. Da vi kom til søen, gik de begge til et stormafløb i kanten af ​​den og begyndte at kvække ned i den. Jeg kom hen og kiggede ned, og det jeg så chokerede mig. Jeg så syv ællinger omkring otte fod lige nede i bunden af ​​dette afløb, bare så op på os.

Jeg løb efter hjælp

Jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget for at hjælpe, så efter at have forklaret ænderne, at jeg ville være tilbage, løb jeg hjem igen. Det tog mig omkring 10 minutter at overbevise min far om at komme og hjælpe mig, men han fik sit fiskenet, der var fastgjort til en lang stang, og fulgte med mig. Det tog ham ikke lang tid at få syv ud, men han sagde, at en anden var dernede. Den blev ved med at svømme ind og ud af røret i bunden for at undgå nettet.

Jeg løb tilbage over gaden og ned ad bakken for at finde ud af, hvor røret slap ud. Da jeg fandt den, var ællingen for enden af ​​den, men jeg skræmte den tilbage gennem røret til hvor min fars net var. Det tog os omkring 20 minutter at få denne ælling, men det gjorde vi endelig. Så snart den var ude, eskorterede forældrene ællingerne væk fra afløbet og begyndte at tjekke dem. På dette tidspunkt var det ved at være tid til at spise aftensmad, så vi tog hjem igen.

Endnu et kvaksalver ved døren

Den følgende dag hørte jeg endnu et kvækken ved døren. Jeg gik ud for at se de to ænder og alle otte ællinger i min forhave. Jeg vidste allerede bedre end at prøve at røre ved dem, så jeg kiggede bare på dem og så, at selvom de havde været meget igennem, så havde de det alle sammen. Efter et par minutter gik de alle tilbage ned i min have og begyndte at gå ned ad vejen, den modsatte vej fra søen.

Jeg så dem aldrig igen, så jeg kan kun antage, at det at vise mig deres børn igen var en måde at sige tak og farvel på.

Bragt til dig af The Great Animal Rescue Chase .