Kærlighedens værk Er at Elske

Min egen tid på jorden har fået mig til at tro på to kraftfulde instrumenter, der forvandler oplevelse til kærlighed: at holde og lytte. For hver gang jeg har holdt eller er blevet holdt, hver gang jeg har lyttet eller er blevet lyttet til, brænder oplevelsen som træ i den evige ild, og jeg befinder mig i kærlighedens nærvær. Sådan har det altid været. Overvej disse to gamle overbevisninger, der bærer visdommen og udfordringen ved at holde og lytte.

Den første er den ældgamle forestilling om, at når man holder en skal til øret, kan man høre havet. Det ser altid ud til at virke. Medicinens undersøgelser har afsløret, at når man holder skalen til øret, hører man faktisk sine egne pulseringer, havet af ens blod, der bliver spillet tilbage til en. Men denne kendsgerning mindsker ikke dette mysterium. Det forstærker det kun. For at holde en skal til øret lærer os, hvordan man hører helheden gennem delen, og hvordan man finder universet i os. Det lærer os, at når vi vover at holde et andet væsen, som en skal, til øret, hører vi både mysteriet om alt liv og havet af vores eget blod.

Utroligt nok har hvert væsen universets historie indkodet i sig. Hver sjæl er en skal formet af dybets strømme. Selv fysisk er det indre øre - den fine kilde til balance - formet som en konkylie. Og derfor vil alt, hvad der holdes og lyttes til, vise os, hvor det lever i verden og i os.

Dette bringer os til den anden overbevisning: folketroen om, at hvis en hest brækker et ben, skal den aflives. Jeg har opdaget, at dette ikke er sandt. Åh, det er sandt, at det sker. Opdrættere skyder heste med brækkede ben, som om der ikke er noget at gøre. Men nu ved jeg, at de gør dette for sig selv, da de ikke ønsker at passe på en hest, der ikke kan løbe.

På netop denne måde skærer frygtsomme og egoistiske mennesker snoren over til dem, der er knækkede, idet de ikke ønsker at sidde sammen med en ven, der ikke kan finde morgendagen, ikke ønsker at blive belemret med en, der vil bremse dem, ikke ønsker at se det, der er knækket i dem selv, i øjnene. I dette ligger udfordringen med medfølelse. For når vi tør holde dem, der er tvunget til jorden, tør holde dem tæt, synger sandheden om at holde og lytte, og vi bliver båret ind i visdommen om knækkede knogler og hvordan ting heler.

Det er stille mod, vi alle har brug for. Modet til at vente og se med alle, hvem vi er. Modet til at indrømme, at vi ikke er alene. Modet til at holde hinanden tæt på vores hjerter. Og modet til at passe på det, der er ødelagt.

Øvelserne til denne modighed er altid de små ting, der er ved hånden. På en eller anden måde, gennem øvelsen i at gøre små ting med stor kærlighed, som Moder Teresa udtrykker det, lærer vi at være modige. I sandhed er kærlighedens arbejde at pleje de små ting fuldstændigt. En sådan pleje åbner mysteriet. Ved den store hjertevarme i vores mindste opmærksomhed træder vi ind i kærlighedens hav, der bærer os alle.

Enkelt og dybtgående er kærlighedens værk at elske. For i den handling bliver universet levende. En sådan levendehed er det rum, der åbner sig mellem os, som Martin Buber siger, når to bøjer sig og berører hinanden på en sand måde.

Mark Nepo fra "Den udsøgte risiko: At turde leve et autentisk liv"