Træer: Den Alternative Katedral

Kontakt med naturen giver en gave af nærvær. Jeg forsøger at åbne op for den i stedet for at forfølge distraherende tanker eller følelser. Som byboer fylder det at gå i en park mig med en følelse af mine rødder i naturen. Strand, bjerge, enge, skove og ørken inviterer os alle til at opdage vores egen natur i deres, til at møde deres nærvær med vores egen. Så når jeg føler mig for langt fra mit dybeste ønske, ude af balance, rystet af livets slag eller fanget i inertien af ​​ligegyldighed, søger jeg kontakt med naturen – en primær kilde til gencentrering.

Vi reagerer hver især dybere på et eller andet storslået naturscene, måske afhængigt af hvor vi modtog vores tidligste indtryk. På dette tidspunkt i mit liv kommer det dybeste kald til mig fra træer, deres triumferende ophøjede position såvel som deres dybe rodfæstelse i jorden. Når jeg er under træer, er jeg tilbage, hvor jeg hører hjemme. For alt hvad jeg ved, er dette sted uopnåeligt med nogen bevidst indsats, jeg kunne gøre. Men overskygget af store stammer og skygget af spredte grene, klamrer jeg mig ikke længere til fortiden eller skynder mig at følge med i dagens pligter. Jeg er lige her.

Efter et par timers arbejde ved min computer, kan jeg godt lide at slippe min energi løs i parken. Når jeg går den velkendte sti, kan jeg blive bragt til standsning, tavs af kraften fra træerne, der tårner sig op på begge sider af mig. Om vinteren følger mine øjne styrken af ​​deres tunge grene, der bryder ud i mindre og mindre grene og kviste, der artikuleres mod himlen. De minder mig om venerne og stilkene på de utallige blade, der kommer, og om mine egne vener og arterier, og hele mit system får ny energi.

Da jeg spurgte David Wagoner om hans usædvanligt stemningsfulde digt, fortalte han mig, at det var inspireret af en tid, hvor han var faret vild i skoven. Det er tydeligt, at oplevelsen af ​​træernes tilstedeværelse bragte ham tilbage til sin egen tilstedeværelse og dæmpede hans frygt. Et sådant eventyr sætter vores frygt for det ukendte i et andet perspektiv. Vi er også ukendte.

I parken bliver jeg mindet om, at alt liv er i bevægelse. Egern hopper, bier og sommerfugle udforsker blomsterne. Træer hælder deres energi opad i svajende grene og griber fat dybt ned i jorden. Jeg hører et fuglekald. Jeg er alt for ofte uvidende om alt, hvad der lever omkring mig, indtil jeg er på et transformerende sted, hvor jeg kan blive ét med naturen og min egen indre natur – uden frygt, uden pres. Noget dybt i mig slapper af. Jeg bøjer mig ned for at trække uønsket ukrudt op fra en forsømt have på promenaden ved floden, og jeg føler, at det, der griber fat i mig, slipper taget.

Selv på beskidte bygader, hvor jeg går meget, sender sjuskede træer et fint budskab. De minder mig både om min natur og deres store gave til vores planet, nemlig at rense den luft, vi indånder. Jeg klatrer op ad metrotrappen på vej hjem, træt og sulten, mine tanker stadig optaget af dagens aktiviteter. Så fokuserer jeg på et træ, jeg går hen imod, indånder bevidst dets friskhed og udånder mine bekymringer og træthed.