Erfaringer Fra at Skrive kærlighedsbreve Til Fremmede

Jeg begyndte at efterlade kærlighedsbreve over hele New York City til fremmede at finde for næsten to år siden.

Selvom ideen lyder romantisk, var det virkelig en måde at glemme mine egne følelser af tristhed og ensomhed for et stykke tid og fokusere på andre i storbyen, der måske har følt sig lige så svigtet som mig. Hver morgen siden det første kærlighedsbrev har jeg sat min kursiv på at skrive og sende kærlighedsbreve til mennesker over hele verden, spækket med ord, der forhåbentlig vil hjælpe, helbrede og fastholde dem i en hård tid.

Med hvert pennestrøg og forsegling af konvolutten har jeg samlet livslektioner, som jeg ved aldrig vil forlade mig, uanset hvor mine breve går hen.

Vi er modigere, end vi giver os selv kredit.

Jeg plejede at tro, at tapperhed altid betød at være stærk, aldrig at fælde tårer, at være den, der kunne holde det hele sammen, selv når alt så ud til at falde fra hinanden. Vi lærer det lige fra begyndelsen – hvordan man redder ansigt, hvordan man stoler på os selv, hvordan man altid er stærkere, men aldrig (nogensinde) svagere.

Jeg modtog en brevanmodning forleden morgen fra en ung kvinde i Israel. Hun følte sig skamfuld, lidt fej og egoistisk, over at bede om et kærlighedsbrev til sig selv. Mig? Jeg troede, det var den modigste handling, jeg nogensinde har mødt.

Det kræver mod og styrke at bede en fremmed om at skrive et kærlighedsbrev til dig, at indrømme, at du ikke kender ordene til at fortælle dig selv at gøre tingene bedre. Mod er at være villig til at smuldre nogle gange, at bringe en anden ind, at bede om hjælp, at indrømme, at du kun er et menneske og faktisk har brug for, at andre vokser sig stærkere.

Vi er mere ens, end vi er forskellige.

Jeg har faktisk aldrig kunnet lide udsagnet "gå en kilometer i en andens sko." Det virker næsten umuligt, og jeg lærer mere og mere med livet, at det ikke altid er nødvendigt.

Det meste af tiden er vores historier klart forskellige, selvom vi bærer på de samme slags følelser - tristhed, ensomhed, jalousi, såret, lykke og håb. Vi kan relatere bedre, end vi nogensinde forventer, hvis bare vi åbner os op for det. Vi behøver ikke at bære den samme kamp som en anden for at vise denne person medfølelse eller være et lyspunkt i hans tid. Vi skal bare passe på.

Der er en frygt: Vi vil ikke sige det rigtige. Vi vil gøre tingene værre. Vi må hellere bare sige ingenting overhovedet, fordi vi virkelig ikke engang kan forestille os, hvad den person går igennem.

Det er ikke sandt.

Selvom vi ikke ser ud til at gå den mil i andres sko, er vi stadig i stand til at stå ved siden af ​​dem for at være supportere, indtil den dag, de lærer at smile igen.

Små handlinger betyder mere, end vi ved.

Selv da jeg skrev de første 400 kærlighedsbreve, troede jeg aldrig, at jeg faktisk gjorde en forskel i verden. Jeg kunne ikke tro, at jeg var betydningsfuld, eller at det betød noget, jeg var her.

Jeg var ikke klar over – jeg gjorde en forskel i livet omkring mig, ikke bare bogstav for bogstav, men små handlinger for små handlinger. Viser nærvær til en anden person. Tager telefonen i stedet for at sende en sms. Holder døren åben. At sætte mine ord ud i verden. Disse små ting virker ofte for små til at gøre en forskel, men ringvirkninger kommer fra en enkelt handling. Impact behøver kun én person for at begynde at røre snesevis og snesevis af liv.

Netop i går tweetede en ung mand i Australien, at han lige havde efterladt et kærlighedsbrev på sit universitet. Han sendte mig et billede. Ikke engang fireogtyve timer senere fandt en kvinde ved navn Ellen det kærlighedsbrev og sendte mig en e-mail tilbage om, at hun havde håndteret følelser af tvivl og tristhed, og så brevet hun fandt var det bedste hun kunne læse for at gøre det bedre.

Nogle gange skal der noget så lille som at efterlade et brev, gøre en tjeneste eller give råd for at skabe en ringvirkning.

Nogle gange venter en krusningseffekt på dig; du skal bare starte.