Fru Tippett: Det er et meget vigtigt punkt, du fremfører som professionel lytter, og det er noget, jeg også ved, at ægte lytning handler om at være sårbar.
Hr. Hempton: Ja.
Fru Tippett: Ja, men – jeg mener, jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal forklare det. Jeg mener, hvordan – hvordan forklarer du det?
Hr. Hempton: Når man virkelig lytter, når man virkelig holder sit sind åbent og lytter til en anden person – og i øvrigt anbefaler jeg på det kraftigste, at hvis en person ønsker at øge sin evne til at forstå en anden person, så starter de med at lytte til naturen, fordi man er fuldstændig uinteresseret i naturens resultater. Man kan bare tage det hele ind, alle udtrykkene. Og er det ikke vidunderligt, at når en fugl synger, så hører vi det som musik? Fuglen synger ikke til vores fordel. Så der er en masse glæde i den lytning, og når vi bliver bedre til at lytte til naturen, bliver vi også bedre til at lytte til hinanden, så når en anden person taler med dig, behøver du ikke at lede efter det, du vil have dem til at sige. Du kan, du ved, turde risikere det, de virkelig prøver at sige, og, du ved, spørge dem også: Er det virkelig det, du siger? Og mærke din egen følelsesmæssige reaktion, når de taler om risikable emner, som hvordan det er at være forælder i den verden, den er i dag.
Fru Tippett: Så jeg tror faktisk, at der er noget under opbygning her i kulturen generelt. Jeg ved det ikke, der var en artikel i The New York Times af Pico Iyer, som er, øh ...
Hr. Hempton: Åh ja.
Fru Tippett: Du ved det, og så du det? "Glæden ved stilhed"?
Hr. Hempton: Ja.
Fru Tippett: Han er journalist, forfatter af bøger, intellektuel. Og det – det var bare det seneste, jeg har set. Det er ikke det eneste. Men det handlede om folk, der lever meget moderne liv, ved du; han gav en masse eksempler. Det ender med, at han støder på – han går i kloster og møder en person, der arbejder på MTV, som tager sine børn med til dette stille sted. Og han afslutter det med at sige – Pico Iyer afslutter det med at sige: "Morgendagens barn, indså jeg, kan faktisk være foran os med hensyn til at sanse ikke det nye, men det essentielle." Og han taler om stilhed, og stilhed er elementet i, ligesom du sagde, at skelne, hvad der er essentielt.
Hr. Hempton: Mm-hmm. Ja, og det er derfor, det er så spændende at være i live i dag, fordi vi træffer disse valg i stedet for at leve et liv baseret på antagelser, hvor stilhed ikke er vigtig. For ikke så længe siden antog man, at rent vand ikke var vigtigt, men nu er det det, og vi rydder op i det; at det at se stjernerne ikke er så vigtigt. Og nu tror jeg, vi er ved at indse, at stilhed er vigtig, og at vi har brug for stilhed, at stilhed ikke er en luksus, men at den er essentiel. Den er essentiel for vores livskvalitet og for at kunne tænke klart.
Fru Tippett: Dette får mig også til at tænke over noget, jeg sporer, nemlig hvordan vores gamle spirituelle traditioner får en ny form for relevans, dele af dem gør i denne ultramoderne verden, fordi Pico Iyer også gik i kloster. Jeg mener, der er religiøse rum, nogle af de sidste steder, der er reserveret til ro, og det har været meget modkulturelt, men det er måske mindre så igen. Jeg ved det ikke.
Hr. Hempton: Mm-hmm. For nylig er det blevet opdaget, at hulemalerier i Frankrig, for eksempel, der viser forskudte billeder af bisoner og andre jagtdyr, forekommer i akustisk unikke miljøer inde i hulen. Og man mener, at man ved at lytte og lytte til deres ekkoer kan kommunikere med den åndelige verden.
Fru Tippett: Interessant.
Hr. Hempton: Men du har nævnt noget virkelig vigtigt for mig, og det handler om vores fortid. Når jeg går til et stille sted, får jeg mulighed for at udfordre antagelser. Og en af de vigtigste antagelser er, at det menneskelige øre er indstillet til at høre den menneskelige stemme. Hvis det var sandt, er det en antagelse, som audiologer, forskere der studerer menneskelig hørelse, har troet på i lang tid, at vores ører har udviklet sig til at høre den menneskelige stemme.
Fru Tippett: Ja, det er rigtigt.
Hr. Hempton: Men hvis, hvis – ja, jeg ved det. Men hvis det var sandt, ville vi være den første art på planeten Jorden, okay, der havde udviklet sig så adskilt og beskyttet fra resten af naturen.
Så min naturlige nysgerrighed var at se på den menneskelige hørelse og disse konturer med lige stor lydstyrke. Og vi har en meget diskret båndbredde af overfølsom hørelse, og det er mellem 2,5 og 5 kilohertz i høregangens residente frekvenser. Er der noget i vores forfædres miljø, der matcher vores menneskelige maksimale hørefølsomhed? Fordi det meste af det, jeg siger lige nu, bortset fra "s"-lydene og de høje lyde, falder langt under dette område. Og der er faktisk et perfekt match: fuglesang. Fuglesang [grin].
Fru Tippett: Mm-hmm.
Hr. Hempton: Hvorfor skulle det være gavnligt for vores forfædre at kunne høre svag fuglesang? Hvorfor skulle vores ører muligvis have udviklet sig, så vi kunne gå i retning af svag fuglesang? Fuglesang er den primære indikator for levesteder, der er velstående for mennesker. Er det ikke fantastisk? Når man er et roligt sted, hvad er lyttehorisonten så? Hvis man spørger en person, der bor i en by, kan de gætte vildt og sige: "Åh, du kan lytte i en kilometer." De ved, at det er et trickspørgsmål, så de vil vælge noget virkelig stort. Du kan lytte i en kilometer. Spørger du nogen på landet? Åh, du kan lytte i tre eller fire kilometer. Og jeg har hørt lyde 20 kilometer væk. Hvis du regner det ud, er det størrelsen af 1.276 kvadratkilometer. Ved du, hvordan det er at lytte til 1.276 kvadratkilometer, når solen står op?
(Lydklip af fuglesang)
COMMUNITY REFLECTIONS
SHARE YOUR REFLECTION
5 PAST RESPONSES
I hiked in the Hoh rainforest when I was stationed in Washington in the mid1970's. There was a moment when, lying on my back in a grove of trees and looking up at the sky. Save for the light movement of wind through the trees, it was the quietest place I've ever been. Some 40 years later, that memory haunts me. What I wouldn't give to be back there again.
Wonderful. I find that as I grow older, silence is more important to me. I appreciate a quiet home, peaceful surroundings. I'm lucky living In Scotland where there are still many remote places and some not too remote, that can be visited to taste complete silence. When you walk up into the hills not too far away, there comes a point where the presence of the silence embraces you.
After literally stumbling upon this article, and after reading only the first few sentences, I thought that my "quiet place" was the best I have found, and one of the reasons I'm moving closer to it.
I was pleasantly surprised to see that our beautiful Olympic National Park and Rainforest was considered by others to be as much of a treasure as I've always thought it was.
Thank you for giving words to that which I've never been able to adequately explain to others.
Lovely article and gives me an even greater love of the Olympic National Park. I have been blogging about a recent trip there and calling it the "Faerie Wood", a bit further down near Lake Cushman and the Skokomish River. I need to get up to the Hoh very soon AND I need to practice a bit more silence while I am there. www.justonlyjudy.com
I love, love, love this article. My friends tease me all the time because of how often we'll drive somewhere, and I'll turn the radio off, or I'll just be sitting somewhere staring out the window. I love and need silence.