Udpakning Af En Gave Fra 21 år Siden

Da jeg ryddede op i min kommode, fandt jeg en lille håndvævet pose i rød, blå og grøn med en sølvlynlås foroven. Fru Macias, en engelsklærer jeg havde i mit sidste år på gymnasiet, havde givet mig den femten år før jeg overhovedet besøgte Guatemala, det land hvor den blev lavet. Jeg husker, at jeg hver dag sad ved fru Macias' skrivebord i højre side af klasseværelset, i nærheden af ​​min bedste veninde Tia. Vi bombarderede hende begge med spørgsmål om livet og alt, hvad der er vigtigt for en teenager. Hun deltog villigt i mange samtaler med os.

En dag tog hun denne lille vævede taske frem fra sit skrivebord, gik hen til mit skrivebord og spurgte, om jeg kunne lide den. Jeg fortalte hende, at den var smuk. Og hun sagde: "Den er til dig." Jeg har nu haft den i de sidste 21 år. Nogle gange glemmer jeg, at jeg har den, men ofte finder den vej tilbage til min taske, hvor den indeholder livets små fornødenheder. Jeg tænkte aldrig meget over den, og alligevel skilte jeg mig aldrig af med den i sin alderdom, selvom den passer til absolut intet andet, jeg har.

Da min mand, Nipun, bemærkede, at jeg ikke lagde en gammel, slidt lille pose i min Goodwill-bunke, mens jeg gjorde rent, syntes han, det var en betænksom – og usædvanlig – gestus fra en lærer. "Hvorfor tror du, hun gav den til dig?" spurgte han. Jeg var lidt forvirret over spørgsmålet. På en eller anden måde var den tanke aldrig faldet mig ind. "Hvorfor tror du, hun gav den til dig og ikke en anden?" spurgte han igen. Gymnasiet var ikke en tid, hvor jeg følte mig speciel eller unik på nogen måde, så det var ikke det. Jeg tabte ord og havde ikke rigtig et svar.

Da jeg for nylig talte med en veninde, der underviser i gymnasiet, gik det op for mig, at fru Macias var i stand til at se langt ud over den tid, jeg ville dele med hende. Hun vidste, at min familie var immigreret til USA ligesom hendes. Jeg er sikker på, at hun bemærkede, at jeg kun havde et par par tøj, som jeg blev ved med at skifte til. Frøken Macias var den type dame, der var meget interesseret i sin garderobe, altid matchede sine sko og nederdele og altid satte sit hår og sine negle. Som teenager husker jeg, at jeg engang spurgte hende, hvorfor hun altid matchede. Det viste sig, at fru Macias havde en meget beskeden opvækst, og nu hvor hun havde råd til et par enkle glæder, besluttede hun sig for at gå all-in, bare fordi hun kunne. Hendes historie, og den måde, hun bar sig på, kan have været et frø af selvtillid, der inspirerede mig til at være uafhængig som kvinde. Ved at give mig den lille gave gav hun mig en påmindelse for mit liv - om ikke at tage tingene for givet, at leve op til mine idealer og at dele.

Bare tanken om fru Macias efterlader mig med en nostalgisk følelse af taknemmelighed. Og det får mig til at undre mig over, hvor mange indflydelser jeg har haft i mit liv, som jeg aldrig helt genkender. Lærerne, der så mig, da jeg ønskede at være usynlig, og som troede på mig, da jeg var bange for at tale foran klassen. Tanterne og onklerne, der elskede mig, selv når jeg ikke gav dem noget til gengæld, alt for opslugt af min opvækst og mit eget liv. Søskende, der elskede mig, uanset hvor hård jeg var ved dem. De gode venner, jeg har haft, som kunne tage mine opkald klokken 2 om natten, og hvis opkald jeg kunne tage når som helst. Cheferne, der tog sig tid til at lære mig, hvad de vidste. De ældre gennem livet, som har lært at elske ubetinget, hvilket måske er det smukkeste, nogen kan have æren af ​​at være vidne til. Munkene og de vise mennesker, jeg har været heldig nok til at tilbringe tid med, og hvis indsigt fungerer som vejvisere for, hvilken vej vi skal gå.

Jeg tror, ​​vi alle er opdraget i en landsby. Som min seksårige niece helhjertet tror: "Alle, der elsker mig, er min store, enorme familie!" Ligesom hende ved jeg dybt i mit hjerte, at disse alle er mine mennesker. Og jeg bliver stadig opdraget af både unge og gamle.

I juletidens ånd vil jeg gerne fejre hele min store familie, som har vist mig vejen og passet på mig på måder, jeg aldrig kan gengælde. Det eneste, jeg kan gøre, er at bukke dybt i taknemmelighed for verdens fru Macias, som tager sig tid til at være opmærksomme på behovene hos dem omkring dem. Måske indfanger denne video følelsen bedre, end mine ord kan sige: