Cirka en gang om måneden støder jeg på en person, der udstråler et indre lys. Disse mennesker kan være i alle samfundslag. De virker dybt gode. De lytter godt. De får dig til at føle dig sjov og værdsat. Du fanger dem ofte i at passe på andre mennesker, og mens de gør det, er deres grin musikalsk, og deres måde at være præget af taknemmelighed. De tænker ikke på, hvilket vidunderligt arbejde de laver. De tænker slet ikke på sig selv.
Når jeg møder sådan en, lyser det hele min dag op. Men jeg indrømmer, at jeg ofte har en mere trist tanke: Det går op for mig, at jeg har opnået et anstændigt niveau af karrieresucces, men det har jeg ikke opnået. Jeg har ikke opnået den generøsitet i ånden eller den dybde i karakteren.
For et par år siden indså jeg, at jeg ville være lidt mere som de mennesker. Jeg indså, at hvis jeg ville gøre det, skulle jeg arbejde hårdere for at redde min egen sjæl. Jeg skulle have den slags moralske eventyr, der producerer den slags godhed. Jeg skulle være bedre til at balancere mit liv.
Det gik op for mig, at der var to sæt dyder, resumé-dyderne og lovprisningsdyderne. CV-dyderne er de færdigheder, du bringer til markedet. Lovprisningsdyderne er dem, der bliver talt om ved din begravelse - uanset om du var venlig, modig, ærlig eller trofast. Var du i stand til dyb kærlighed?
Vi ved alle, at lovprisningsdyderne er vigtigere end resuméerne. Men vores kultur og vores uddannelsessystemer bruger mere tid på at lære de færdigheder og strategier, du har brug for for karrieresucces, end de egenskaber, du har brug for for at udstråle den slags indre lys. Mange af os er tydeligere på, hvordan man opbygger en ekstern karriere end på, hvordan man opbygger indre karakter.
Men hvis du lever for ydre præstationer, går årene, og de dybeste dele af dig bliver uudforskede og ustrukturerede. Du mangler et moralsk ordforråd. Det er let at glide ind i en selvtilfreds moralsk middelmådighed. Du bedømmer dig selv på en tilgivende kurve. Du regner med, at så længe du ikke åbenlyst skader nogen, og folk ser ud til at kunne lide dig, må du være OK. Men du lever med en ubevidst kedsomhed, adskilt fra livets dybeste mening og de højeste moralske glæder. Gradvist åbner der sig et ydmygende hul mellem dit faktiske selv og dit ønskede selv, mellem dig og de glødende sjæle, du nogle gange møder.
COMMUNITY REFLECTIONS
SHARE YOUR REFLECTION
2 PAST RESPONSES
David Brooks ought to forgive himself. The kind of radiant people he justifiably admires are exceptional people, like Einstein, Gretzky, Mozart, or Shakespeare, in their respective fields.
The quality he wishes he had, like every human quality, is governed by the normal curve. Some people will be very deficient, some people will be greatly gifted, and most will be, plus or minus, clustered around the average.
The fact that he (and I) can see the pinnacles of radiant goodness, and appreciate it, means he is already above average in this quality. But very few people will ever achieve that, like very few can score 90 goals in an NHL season or write the next Hamlet.
Normal people, those close to the average on the normal curve, can only do the best they can. We ought to also admire those who, through effort, do a little better than their natural limitation.
Thank you!
This concept should be the starting point for where we change our educational system. The old "It's nice to be important but more important to be nice" If children learn that first, they will be important and they will be successful.