Unu Spiro: One Breath Meditation Paintings

Filiz Emma Soyak, der blev født i 1979 i Belgien af ​​en tyrkisk far og en svensk mor, vidste i en alder af fem, at billedkunst var hendes kald og udtryksmåde. Hendes arv, rejser og vandrelyst giver kontinuerlig inspiration og perspektiv. Moderskabet ændrede hendes verden og betød et stort skift i hendes arbejde til en mere opmærksom praksis og en bevidst tilgang. Mere end nogensinde nu afspejler hun bevidsthed om at leve i nuet.

Unu Spiro oversættes til 'et åndedrag' på esperanto, et sprog designet til at forene, og et sprog hvor alt er forankret i nutiden.

Jeg begyndte mine one breath-malerier som en meditativ praksis for at værdsætte det nuværende øjeblik. Jeg blev mor i 2016 til en strålende sjæl. Mit hjerte udvidede sig, mit liv ændrede sig, og jeg ændrede sig. Men da jeg gik over til at blive moder, følte jeg mere kaos end klarhed, da dagene og nætterne slørede af med svimlende hastighed. Jeg observerede mig selv håndtere alt med mindre ynde og mere ubehag, end jeg havde regnet med. Intuitionen havde altid været min guide, men jeg kunne ikke høre mine egne tanker klart, og jeg mistede troen på mine instinkter. Alt, hvad jeg vidste som mig selv, var ikke mere. Mens mit nye liv krævede, at jeg var mere nærværende, følte jeg, at mit sind manisk hoppede til fortiden og bekymrede sig om fremtiden. Min ånde kom ikke let. Min krop så ikke ud til at tilhøre mig længere, og det gjorde min tid heller ikke. Jeg følte mig adskilt fra den person, jeg var før. Hvem var denne person? Hvor var det rolige, nysgerrige, opmærksomme, positive, drevne, kreative væsen, jeg huskede som mig selv? Jeg følte mig som en skal af mit tidligere jeg.

Jeg vidste, at noget skulle ændres.

Hele mit liv har det at lave kunst været min måde at bearbejde og give mening til livserfaringer. Det er min identitet. Det er mit sprog. Det har også været en praksis i mindfulness. Men i min nye rolle kunne jeg ikke arbejde, som jeg var vant til. Der var begrænsninger på min tid og energi, og jeg følte mig ikke inspireret, når jeg ikke var i stand til at forbinde mig til min intuition.

Jeg var begyndt at lave yoga og meditation på college tyve år tidligere. Men siden jeg fik en baby, havde jeg ikke fundet ud af en måde at gøre meget af noget for mig selv, endsige fortsætte med en spirituel praksis. Jeg vidste af min erfaring, at det ville hjælpe.

Jeg kunne sikkert finde ti minutter!

Jeg åbnede en gammel flaske sort blæk. Der var stadig nogle tilbage. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men det handlede ikke om produktet; det handlede om processen.

Så jeg forpligtede mig til at meditere hver dag. Jeg bemærkede en ændring med det samme. Meditation hjalp mig med at sætte farten ned, trække vejret og høre min indre stemme igen. Efter et par uger fortalte min intuition mig noget, jeg havde vidst hele tiden. Kunstneren i mig var der stadig, og jeg måtte finde en måde at male på igen. Men jeg var nødt til at forenkle og minimere alt – min kreative proces, materialerne, skalaen, farverne og formen.

En junimorgen i 2017, mens min datter sov, sad jeg på mit atelier på loftet med en skitsebog åbnet til en blank side. Jeg hentede en håndlavet kalligrafibørste, jeg havde ejet i årtier, men aldrig brugt. Jeg fyldte en keramikskål med vand – en som jeg havde lavet i Japan, da jeg var 12. Jeg åbnede en gammel flaske sort blæk. Der var stadig nogle tilbage. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men det handlede ikke om produktet, det handlede om processen. Jeg pressede en dråbe fuld af blæk ned i vandet. Det var fascinerende at se det dryppe, derefter bevæge sig og forvandle sig langsomt i vandet. Jeg tog en dyb indånding og løftede min børste. Udåndende dyppede jeg den i skålen. Indånding igen trykkede jeg penslen på papiret, og mens jeg pustede ud, flyttede jeg penslen for at lave et mærke. Jeg følte mig roligere. For hvert åndedrag malede jeg endnu et streg. Det var langsomt, metodisk, og det føltes godt. Så jeg gjorde det igen og igen.

Med tiden foldede historier om moderskab sig ud og afspejlede deres erfaringer tilbage til mig i form af abstrakte sorte mærker på papir. Min kreative praksis var blevet min mindfulness praksis. Mine malerier var mine meditationer, min lære. Mit åndedræt havde skåret en vej for mig at centrere og bearbejde mit liv. Jeg var ankommet til Unu Spiro, et åndedrag malerier, og fandt stilhed, fred og taknemmelighed for mit nye jeg og nuet.

Kunstessay af FILIZ EMMA SOYAK