Back to Stories

Venter på Tø

Det er på denne tid i den lange vinterstrækning, at jeg begynder at grue mig til foråret. I marts har jeg en tendens til at blive lidt sløv over vinterens skønhed. Selvom min bøn og meditation holder mit hjerte åbent for at se tidens og årstidens gang med anerkendende øjne, vil jeg for det meste bare have, at de kolde dage er forbi. Når jorden begynder at tø op, ønsker vi ofte, at processen skal skynde sig. Jeg længes efter lyse blomster, der blæser i en forårsbrise og varme sommeraftener på verandaen.

Mens utålmodighed med vinteren kun er menneskelig, holder jeg pause og husker behovet for at bevæge mig langsomt gennem denne årstid. Hvis vi skynder os gennem ændringen i årstiderne i naturen og i vores liv, vil vi opleve, at vi savner den kant mellem vinter og forår med dens vigtige lektioner at lære.

Hvad er det naturlige formål og symbolikken i denne tid med optøning? Det er på det sted mellem fortvivlelse og håb, at vi finder skønheden ved tøet. Det er her, kreativt liv, eller Gud om du vil, er særligt potent i os. Her er livets gravide sted, hvor vi kan komme til live i tomheden af ​​vores længsel efter det, vi har mistet, og det, vi endnu ikke har åbnet os for at modtage. Tøet er et frugtbart sted for muligheder. I sæsonmæssige termer er dette tidspunktet, hvor hærdede frø blødgøres for at spire. Stratificering er gartneribetegnelsen for frysning og optøning, der slider et frø ned og forbereder det til nyt liv. Uden denne frysning og optøning vil frøembryonet ikke overvinde hviletilstand og spire. Det er denne vanskelige proces med at dø til det gamle selv, som får frøet til at udvikle revner i skallen og får det til at bevæge sig mod næringsstoffer og lys. Til sidst, fra denne modgang kommer skønheden i nyt liv.

Historien om vores sjæle er ikke meget anderledes. Vi kan godt lide at være komfortable og naturligvis forsøge at holde tingene ved lige. Men hvis vi skulle forblive under ideelle, lette forhold, ville vi måske have ringe motivation til at vokse. Det er ikke sådan, at vi skal føle skyld for at søge trøst; det er bare, at uanset hvordan vi prøver, vil tingene ændre sig i cyklusser af komfort og ubehag gennem hele livet. Det er bare sådan tingene er. Tøen er en opfordring til at "komme ud af dvalen."

Så i marts, i stedet for at skynde mig gennem tøen, vil jeg tage mig god tid og erkende, at uanset hvor dyb eller lang frysen føles – åndelig eller materiel – er Mysteriet om Kreativ Nærvær der i tøen for at kalde os til ny vækst. Det er nyttigt at huske, at vores forhærdede skaller bliver brudt op i de svære ting, der sker, og at vi kan bevæges til at række ud efter åndelige næringsstoffer og lyset af den dybeste kærlighed. Husk, uanset hvor lang tid ændringer synes at tage i årstiderne eller i dig selv, omfavn rejsen. Nyt liv kommer.

***

Tre klassiske digte, der dykker ned i forskellige aspekter af overgangen fra vinter til forår...

Tøen

Jeg så den civile sol tørre jordens tårer -

Hendes glædestårer, der kun flød hurtigere,

ville jeg gerne strække mig ved motorvejssiden,
At tø op og risle med den smeltende sne,
Den blandede sjæl og krop med tidevandet,
Jeg kan også flyde gennem naturens porer.

Men jeg ak eller klirrer kan eller ryster,
En jot til at fremføre det store værk af Tid,
Det er mit at lytte, mens disse besidder væven,
Så skal min tavshed med deres musik klokke.

- Henry David Thoreau

Før du tænkte på foråret

Før du tænkte på foråret,
Bortset fra som en formodning,
Ser du, Gud velsigne hans pludselighed,
En fyr i skyerne
Af selvstændige nuancer,
Lidt vejrslidt,
Inspirerende tilpasninger
Af indigo og brun.

Med eksemplarer af sang,
Som om du skulle vælge,
Diskretion i intervallet,
Med homoseksuelle forsinkelser går han
Til et overlegent træ
Uden et eneste blad,
Og råber af glæde til ingen
Men hans serafiske jeg!

- Emily Dickinson

[sneen smelter]


Sneen smelter
og landsbyen er oversvømmet
med børn.

-- Kobayashi Issa, oversat af Robert Hass

***

Virginia May Drotar og hendes mand Duane Drotar er forvaltere og grundlæggere af Shadowbrook, et spirende, transformativt eksperiment inden for samfundsopbygning, baseret i Ohio. Shadowbrook er beregnet til mennesker af alle midler og fra alle baggrunde, "hvor stilhed og skyggearbejde, gensidig udveksling og retfærdighed genfødes, og hele menneskets velvære og service, krydser hinanden." Shadowbrooks vejledende hensigt, som de ser det, er, "at organisere vores særlige gaver og ekspertise i en kollektiv aktivitet, der ville gavne hinanden såvel som verden som helhed. Vi ville fungere som både inkubator og fristed, og invitere andre, der ønsker at bidrage, i denne tid med social afstand og adskillelse, til et kollektivt eksperiment, der modigt har skabt en kultur, der modigt tager skridt til os."

På torsdag (i dag!) den 25. maj kl. 13:30 PST kan du slutte dig til en intim cirkel med Virginia og Duane for at lære mere om deres fælles rejse, forhåbninger og planer for Shadowbrook. RSVP og flere detaljer her.

Share this story:

COMMUNITY REFLECTIONS

9 PAST RESPONSES

User avatar
Kristin Pedemonti Mar 25, 2021

Here's to embracing the edge between winter and spring and presence to all it can teach. ♡

User avatar
Ashley Mitchell Mar 27, 2018

"It is this difficult process of dying to the old self which causes the seed to develop cracks in the shell and impels it to move toward nutrients and light. "

I love this line. It is relatable and authentic. I recently started growing tulips in clear jars with river rocks and noticed the cracks in the bulb. My impatience wanting to see the pretty red pedals (symbolizing the coming of spring) is strong but I realize that I should be happy with the crack in the bulb, that it's trying and it longs for the light and nutrients. Not only is this line relatable to plant-life, but also fauna. How many times does a snake shed its skin? A butterfly sheds its cocoon? You need to have darkness to appreciate light, you need to have rain to appreciate the sunshine and it's those in-between times that make the anticipation and the final destination great.

User avatar
Kati Mar 26, 2018

What an inspiring piece. Thank you.

User avatar
Tracey Kenard Mar 26, 2018

Beautiful!!!

User avatar
Patrick Watters Mar 26, 2018

❤️

User avatar
Jude Mar 26, 2018

I Wandered Lonely as a Cloud

By William Wordsworth

I wandered lonely as a cloud
That floats on high o'er vales and hills,
When all at once I saw a crowd,
A host, of golden daffodils;
Beside the lake, beneath the trees,
Fluttering and dancing in the breeze.

Continuous as the stars that shine
And twinkle on the milky way,
They stretched in never-ending line
Along the margin of a bay:
Ten thousand saw I at a glance,
Tossing their heads in sprightly dance.

The waves beside them danced; but they
Out-did the sparkling waves in glee:
A poet could not but be gay,
In such a jocund company:
I gazed—and gazed—but little thought
What wealth the show to me had brought:

For oft, when on my couch I lie
In vacant or in pensive mood,
They flash upon that inward eye
Which is the bliss of solitude;
And then my heart with pleasure fills,
And dances with the daffodils.

User avatar
James Lang Smith Mar 26, 2018

Winter Song

I was there
that day when
winter died
and no-one cried

the crows perhaps
who knows
the crows
they know

the daffodils
they swayed
they swayed
upon the grave

the song bird
song
sung the morning
sung the morning long

And I cried
that no-one cries
when winter
dies

User avatar
Jude Mar 26, 2018

Vic needs a Spring antidote.

[in Just-]
By E. E. Cummings
in Just-
spring when the world is mud-
luscious the little
lame balloonman

whistles far and wee

and eddieandbill come
running from marbles and
piracies and it's
spring

when the world is puddle-wonderful

the queer
old balloonman whistles
far and wee
and bettyandisbel come dancing

from hop-scotch and jump-rope and

it's
spring
and

the

goat-footed

balloonMan whistles
far
and
wee

Related

User avatar
vic smyth Mar 26, 2018

Yes, I love the season when insects come out. When I can perspire and smell like a farm animal. And the aroma of freshly cut grass and exhaust fumes from my lawnmower. I love winter. I'm always saddened to see it fade into Spring.