Lyde Af Stilhed

Uluru-solnedgang (foto af Martin Fisher/Flickr)

"Den dag vil komme, hvor mennesket bliver nødt til at bekæmpe støj lige så ubønhørligt som kolera og pest." Sådan sagde den nobelprisvindende bakteriolog Robert Koch i 1905. Et århundrede senere er den dag kommet meget nærmere. I dag er stilhed blevet en truet art. Vores byer, vores forstæder, vores landbrugssamfund, selv vores mest vidtstrakte og afsidesliggende nationalparker er ikke fri for menneskelig støjindtrængen. Der er heller ikke lindring, selv ikke på Nordpolen; kontinenthoppende jetfly sørger for det. Desuden er bekæmpelse af støj ikke det samme som at bevare stilheden. Vores typiske anti-støjstrategier - ørepropper, støjreducerende hovedtelefoner, selv støjreducerende love - tilbyder ingen reel løsning, fordi de ikke gør noget for at hjælpe os med at genoprette forbindelsen og lytte til landet. Og landet taler.

Vi er nået til et tidspunkt i menneskets historie, hvor vores globale miljøkrise kræver, at vi foretager permanente livsstilsændringer. Mere end nogensinde før er det nødvendigt at forelske os i landet igen. Stilhed er vores mødested.

Det er vores fødselsret at lytte stille og uforstyrret til naturen og tage de meninger, vi måtte have. Længe før menneskehedens lyde fandtes der kun naturens lyde. Vores ører udviklede sig perfekt indstillet til at høre disse lyde – lyde, der langt overstiger menneskelig tale eller endda vores mest ambitiøse musikalske optrædener: en brise, der signalerer et vejrskifte, forårets første fuglesang, der varsler en grøn fornyelse af landet og en tilbagevenden til vækst og velstand, en kommende storm, der lover lindring fra en tørke, og den skiftende tidevand, der minder os om den himmelske ballet. Alle disse oplevelser forbinder os tilbage til landet og til vores evolutionære fortid.

One Square Inch of Silence er et sted i Hoh-regnskoven , en del af Olympic National Park – uden tvivl det roligste sted i USA. Men det er også truet og kun beskyttet af en politik, der hverken praktiseres af National Park Service selv eller understøttes af tilstrækkelig lovgivning. Mit håb er, at One Square Inch vil udløse en stille opvågnen hos alle dem, der er villige til at blive sande lyttere.

Bevarelse af naturlig stilhed er lige så nødvendigt og essentielt som bevarelse af arter , genopretning af levesteder, oprydning af giftigt affald og reduktion af kuldioxid, for blot at nævne nogle få af de umiddelbare udfordringer, vi står over for i dette stadig unge århundrede. Den gode nyhed er, at det kan være meget lettere at redde stilheden end at tackle disse andre problemer. En enkelt lov ville signalere en enorm og øjeblikkelig forbedring. Den lov ville forbyde alle fly at flyve over vores mest uberørte nationalparker.

Stilhed er ikke fraværet af noget, men tilstedeværelsen af ​​alting. Den lever her, dybt, på One Square Inch i Hoh-regnskoven. Det er tidens tilstedeværelse, uforstyrret. Den kan mærkes i brystet. Stilhed nærer vores natur, vores menneskelige natur, og lader os vide, hvem vi er. Med et mere modtageligt sind og et mere afstemt øre bliver vi bedre lyttere, ikke kun til naturen, men også til hinanden. Stilhed kan bæres som gløder fra et bål. Stilhed kan findes, og stilhed kan finde dig. Stilhed kan mistes og også genoprettes. Men stilhed kan ikke forestilles, selvom de fleste mennesker tror det. For at opleve stilhedens sjælssvulmende vidunder, skal du høre den.

Stilhed er en lyd, mange, mange lyde. Jeg har hørt mere, end jeg kan tælle. Stilhed er prærieulvens månelyse sang, der signerer luften, og dens mages svar. Det er den faldende hvisken af ​​sne, der senere smelter med en forbløffende reggaerytme så sprød, at du får lyst til at danse til den. Det er lyden af ​​bestøvende vingede insekter, der vibrerer bløde melodier, mens de defensivt farer ind og ud af fyrretræsgrene for midlertidigt at undslippe brisen, en blanding af insektbrummen og fyrresuk, der vil hænge ved dig hele dagen. Stilhed er den forbipasserende flok kastanjeryggede mejser og rødbrystede spætmejser, der kvidrer og flagrer og minder dig om din egen nysgerrighed.

Har du hørt regnen for nylig? Amerikas store nordvestlige regnskov er ikke overraskende et glimrende sted at lytte. Her er, hvad jeg har hørt på One Square Inch of Silence. Den første del af regntiden er slet ikke våd. I starten falder utallige frø fra de tårnhøje træer. Dette efterfølges snart af den bløde applaus fra flagrende ahornblade, der lægger sig åh så stille som et vintertæppe for frøene. Men denne stille koncert er blot en forspil.

Når den første af mange store regnskyl ankommer og udløser sin mægtige hymne, laver hver træart sin egen lyd i vind og regn. Selv den største regndråbe rammer måske aldrig jorden. Næsten 90 meter over hovedet, højt oppe i skovkronerne, absorberer bladene og barken meget af fugtigheden ... indtil denne luftsvamp bliver mættet, og dråberne omdannes og synker længere ned ... rammer de lavere grene og kaskaderer ned på lydabsorberende mosgardiner ... banker på epifytiske bregner ... plasker svagt ned på blåbærbuske ... og slår på de hårde, faste salatblade ... før dråberne endelig uhørligt bøjer de fine kløverlignende blade af skovsyren og drypper ned i jorden. Uanset om den høres dag eller nat, vil denne flydende ballet fortsætte i mere end en time efter, at den egentlige regn er ophørt.

Med Robert Kochs advarsler, udvikleren af ​​den videnskabelige metode, der identificerer årsagerne til sygdomme, mener jeg, at det ukontrollerede tab af tavshed er en kanariefugl i en kulmine – en global en. Hvis vi ikke kan tage et standpunkt her, hvis vi vender det døve øre til spørgsmålet om forsvindende naturlig ro, hvordan kan vi så forvente at klare os bedre med mere komplekse miljøkriser?