Mens jeg voksede op, havde jeg aldrig rigtig overvejet, hvor vigtigt det er at være fantasifuld. Det er et barndomserhverv, kan man sige. Det kommer naturligt. Så rammer vi en alder, hvor vi bliver præsenteret for en scantron af boble-in muligheder, en skabelon til et CV, som vi skal lave, og Excel. På det tidspunkt skal vores læring passe ind i visse parametre: inden for den lille boble, inden for en sidegrænse og inden for en lille digital graf. Så hvad sker der med vores fantasi?
Det ser ud til at falme.
At være asiatisk (som jeg er) hjælper ikke. Antagelsen om, at du er mere egnet til teknik eller medicin, er som en nagende hale. Vi har tilsyneladende en såkaldt forkærlighed for tal. Hvis du er asiatisk, skal du være god til matematik – selvfølgelig.
Nå, så viste jeg sig at være en mærkelig bold. Jeg udviklede i stedet en affinitet for ord og billeder. I en alder af 12 var min drøm at blive professionel doodler, som kunne blive til en karriere som tegneserieskaber, hvis det gik godt. Og mine forældre forkælede mig med den drøm. I modsætning til andre, som måske syntes, det var latterligt, fik de mig til at tegne bøger. Når min mor så mig sidde ledig eller falde i søvn blandt en bunke skolebøger, foreslog hun: "Hvorfor tegner du ikke lidt?" Over et årti senere har lidt ændret sig. Hun klukker stadig af mine tegninger, fortæller mig at jeg skal tegne oftere og har bevaret den notesbog.
Måske skulle jeg have fortsat med den vej. I sidste uge sendte en ven mig en e-mail med en stillingsopslag med titlen Doodler. Latterligt, tænkte jeg. Men så så jeg arbejdsgiveren – Google. Ikke så sjovt længere, men faktisk en mulighed. Og virkelig, Google hyrer en doodler til de billeder, der ofte vises på deres hjemmeside for at fejre højtider og betydningsfulde lejligheder.
Efterhånden som jeg blev ældre, efterhånden som læselisten med bøger blev længere, opgaverne hårdere, og job optog enhver fritid som studerende på college, begyndte evnen til bare at sætte sig ned og hælde din fantasi på et tomt lærred at forsvinde. Den kreative side måtte snarere genopfinde sig selv.
Min historielærer på gymnasiet fortalte mig engang, at historie ikke er en tidslinje; det er en historie. Hun smed historiens linearitet ud. Hun gjorde det, der var tørt og gammelt, charmerende, engagerende og til tider endda humoristisk. Det var hendes fantasi på arbejde. Og det hjalp mig med at udvikle en kærlighed til samfundsvidenskaberne. Vores fantasi kan være ret smitsom, lærte jeg.
Men kan denne kærlighed til de fantasifulde nogensinde finde en plads i den virkelige verden? Sikkert.
Flere og flere unge ønsker i dag at arbejde for nystartede virksomheder, hvor forretning møder kreativitet, hvor det, der kan virke umuligt i dag, er virkeligheden i morgen. Hvem vidste, at du kunne betale for din Starbucks-kaffe uden kontanter eller kreditkort? Det kan du. Bare scan dit Starbucks-kort fra din smartphone. Hvem vidste, at du kunne få en trædepumpe for under $40, som kan hjælpe landmænd med at vande i udviklingslandene? Se bare på iværksætter Paul Polaks arbejde. Hvem vidste, at vi ville tale med kun 140 tegn i det 21. århundrede? Måske gjorde folkene på Twitter det.
Fantasi skaber ikke kun eventyr og børnebøger, men en ny vision for den måde, vi fører vores liv på. Fantasi udfordrer normen, flytter grænser og hjælper os med fremskridt.
Desværre er den fantasi ved at blive sat på sidelinjen i klasseværelser, hvor vægten har været på karakterer og test i for lang tid, på arbejdspladser, hvor fremtræden af excel-ark og powerpoint-præsentationer er blevet en daglig opgave.
.jpg)
Vi skal tilskynde til mere kreativitet. Glem CV'et lidt. Glem besættelsen af karakterer. Hvis vi opmuntrer den geniale matematikstuderende til også at være fantasifuld, kunne han bruge disse algoritmer til at innovere. Hvis vi opmuntrer den biologistuderende til også at være fantasifuld, kunne hun designe en ny bæredygtig brændstofkilde til os. Hvis vi opfordrer denne økonomifan til også at være fantasifuld, kunne han bygge en ny menneskevenlig forretningsmodel. Værktøjerne er der. Du skal bare omorientere dem mod det uventede. Det er her, kreativitet – derhjemme, i klasseværelset og på arbejdspladsen – er så afgørende.
Det er derfor, jeg i sidste uge sad med min mor sent om aftenen og genlæste Shel Silversteins digte for børn. Det viser sig, at de er lige så gode til voksne, måske endda bedre.
FROSEN DRØM
Jeg tager den drøm, jeg havde i nat
Og læg den i min fryser,
Så en dag langt og langt væk
Når jeg er en gammel nørd,
Jeg tager den ud og tøer den op,
Denne dejlige drøm, jeg har frosset,
Og kog det op og sæt mig ned
Og dyppe mine kolde tæer i.
COMMUNITY REFLECTIONS
SHARE YOUR REFLECTION
10 PAST RESPONSES
love the article!! :)
Awesome article! thx! It helped me with my academic piece of writing.
thank you all for the kind words, really appreciate it.
let our imaginations be reawakened!
Thank you. Diane DiPrima wrote a poem called "Rant". In it she repeats, over and over, "The only war that matters is the war against the imagination. All other wars are subsumed in it." Imagination is our ability to empathize, to relate, to imagine our selves in someone else's shoes. It is essential for compassion. And it is under attack. Thank you for celebrating it. May we all do the same!
What a wonderful article. I read this in a room where my Disney stuffed animal, "Figment" rests on a shelf behind me and an empty coffee mug with little cermic feet sits by my side. You helped reinforce that it is absolutely ok for me -for everybody- to embrace both that adult side just as much as that fun, imaginative side. It doesn't have to be separate at all. Thanks for such a refreshing read.
Off I go to get out my box of Crayola crayons, paper, pens, and my imagination! Oh, thanks for the reminder that we're not too old to dream and imagine.
One of the saddest experiences I have had was presenting a holiday music program to a group of children at a disadvantaged local school. My whole program was based on .. dreams and imagination. Should be easy with a group of kids I thought. Wrong. The simple question, "Do you have a dream of something you would like to do?" met with blank stares. "Do you imagine what it might be like to fly?" Nothing. These kids had no idea. It seemed they had no dreams. That one hour program was the hardest I've ever got through. A whole classroom of children with no dreams! Kids who didn't even know how to imagine.
I was so depressed by this experience, that I went home and immediately began to write a song for the next school I would visit. It developed into a children's song which I taught to a group of children in a YWCA in-school mentoring program that I was involved with. We recorded it at a local high school, it was played on our community radio station and it featured as the backing for a promotional video which the mentoring program still uses. It was called "When I Dream (I can do anything)."
The words I used to introduce the kids to the idea of dreaming and imagination were these.
"Nothing has ever been created, no masterpiece painted, no song given voice, no discovery unveiled, without someone, somewhere, who had a dream."
[Hide Full Comment]Janne Henn
this write up made think about the creative childhood of mine which I have decided to dust it new
Oh yes....let's pretend1
Walt Disney taught me an elephant can fly, and a little wooden puppet can wish upon a star and become a human boy. Some time along the way, most of that good stuff was lost by the wayside. I want it back !