Lektioner Fra Messes

Mens jeg lavede tacos en aften for flere år siden, hørte jeg klapren fra min søns småbørns tæer løbe mod mig, parret med et hjerteligt, drilsk fnis. Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Jeg spekulerer på, hvad der er så sjovt... Han har været så stille og leget helt alene." Et stille barn? Spiller for sig selv? I 30 minutter? Jeg burde have vidst bedre: rookie fejl.

Jeg vendte mig om for at hilse på min dengang 16 måneder gamle og var chokeret over at se en klæbrig, dryppende og bronzefarvet version af ham snuble mod mig – den ene buttede hånd rakte ud efter mig, den anden hvid-knokkede en tom 16-ounce krukke med melasse, som han havde fem-fingret fra spisekammeret, mens jeg havde lavet mad.

Jeg øsede ham hurtigt op, og vores lige store øjne mødte hinanden - hans omridset i melasse. Jeg udbrød: "Hvad gjorde du?" og så brød ud i latter; han mave lo som svar. Jeg lagde ham ned og dækkede hakkebøffen. Selv denne rookie vidste, at der ville gå et stykke tid, før vi spiste.

Jeg troede, jeg ville blive sur. I stedet blev jeg svimmel ved synet af hans hensynsløse forladelse. Jeg troede, jeg ville ærgre mig over oprydningen. I stedet var jeg imponeret over den vidtrækkende rækkevidde af hans arbejde.

Hånd i klistret hånd fulgte vi hans fodspor ind i stuen. Mens jeg havde travlt med at brune oksekødet, havde han haft travlt med at brune – i melasse – sofaen, loveseat, sofabordet, mediestanden, fjernbetjeningen, min mobiltelefon, gulvet og væggene. Og han brunede sig selvfølgelig - og udnyttede sin gyldne mulighed bedst muligt. Har du arbejdet med melasse på det seneste? Den minder om motorolie i sin viskositet og farve. Heldigvis dufter det bedre - skarpt, men bedre. Han havde skabt et grundigt rod.

Jeg var parat til at bryde ud i koldsved. Før børn tilhørte jeg trods alt "ren bilklub" på vores lokale bilvask. Jeg fandt snavs foruroligende, respektløst og direkte yucky. Men i den tid, det tog for mit lille barn at male vores stue – og sig selv – i melasse, varmede jeg op til at rode.

Jeg troede, jeg ville blive sur. I stedet blev jeg svimmel ved synet af hans hensynsløse forladelse. Jeg troede, jeg ville ærgre mig over oprydningen. I stedet var jeg imponeret over den vidtrækkende rækkevidde af hans arbejde. Og melasse er trods alt vandopløseligt; ingen big deal. Det eneste, jeg var vred over, set i bakspejlet - jeg holdt ikke pause for at tage et billede eller to.

For bare et par måneder siden fandt jeg en god bog til mine drenge: "The Beautiful Ups" af Barney Saltzberg. Min nu 5-årige søn og hans 3-årige bror glæder sig over bogens lektioner: "En klat og en udtværing kan få magi til at dukke op." "Et lille dryp maling lader din fantasi løbe løbsk." Forfatteren omformulerer rod og "fejl" ikke som slemme ulykker eller uheldige begivenheder, men som ting, der sker undervejs, som øjeblikke, der er afgørende for udviklingen af ​​vores ideer og af os selv. Messer er muligheder for kreativ udfoldelse, for glæde og opdagelse og for fornøjelse og fest. Rod er ægte. De er sådan, vi lever. Og de kan være smukke.

Melasse-gate ryddede pænt op (ved hjælp af ca. 10 våde opvaskestykker), og det samme gjorde min søn efter et langt bad. I dag dekonstruerer mine drenge de samme sofaer for at skabe forter, legepladser og huler. De hjælper mig med at bage, og vi får mel overalt. Oven på sengen, som jeg plejede at lave dagligt (med hospitalshjørner!), plapper jeg ind i en dunet klods af rynket, krøllet sengetøj til lur med min yngste søn.

Mens han slumrede i sidste uge, studerede jeg hans fødder, som stadig er så små. jeg spekulerede på, hvor de fødder vil gå hen, hvad de vil gøre. Jeg håber, de vandrer til toppen af ​​Maya-ruinerne, sparker et vindermål eller to og mærker varmen fra en aluminiumskano, mens de flyder ned ad en uberørt landstrøm. Jeg forestiller mig, at de vil svede, mens han venter ved hoveddøren til sin første dates forældres hus. Jeg håber endda, at en af ​​dem får en splint fra en søpindsvin ud for kysten af ​​en lillebitte by i det nordlige Italien, og jeg håber, at en ældre lokal mand på gebrokkent engelsk og pantomime råder ham til, at han tisser på sit sår – opildnende latter, et meget ægte smertestillende middel. Ja, jeg vil hellere bruge min tid på at rode med disse skønne ideer end at rydde op i såkaldt rod.

Ganske vist besøger jeg stadig "ren bilklub" - men kun cirka en gang om året. Medarbejderne kryber sig sammen, mens de kraftigt river mine drenges autostole væk fra læderindtrækket, for evigt klistrede fra de utallige dryppende juicekasser, mine drenge inhalerer på vej hjem fra vores utallige eventyr rundt i byen. Over knitren udbryder de: "Har du ikke været inde i et stykke tid, hva?" Nej, bestemt ikke. Vi har haft travlt. At lave smukke rod.