Banankage Og Total smerte: Hvad London lærte Mig Om at være Menneske

Refleksioner over kommunikation, medfølelse og stille omsorg fra Kerala til Storbritannien.

-------

En eftermiddag i Walthamstow

En eftermiddag i Walthamstow, hvor jeg boede hos en ven, trådte jeg ind i et lille lokalt supermarked og hilste på butiksindehaveren. Hans navn var Fawad. Inden for få minutter var vi dybt opslugt af en samtale – han var fra et land ikke så langt fra mit, et land formet af årtiers konflikt og modstandsdygtighed. Fawad talte om hjemmet, om hvor meget det havde ændret sig. Han fortalte mig, at kriminaliteten var faldet så meget, at sælgere nu kunne lade vogne være uden opsyn om natten. "Du finder dem intakte næste morgen," sagde han med stille stolthed.

Men så talte han også om de vanskelige forandringer – hvordan unge piger ikke længere måtte gå i skole, hvordan dagligdagen var blevet indsnævret under stigende restriktioner. Vi talte åbent og varmt, menneske til menneske.

Senere, da jeg delte dette møde med nogle lokale venner, advarede de mig blidt: "Sådan fungerer tingene ikke her. Storbritannien er et meget privat sted. Man kan ikke tale med fremmede på den måde – det er ikke passende."

Jeg blev overrasket. Var det forkert af mig at deltage i den slags menneskelig udveksling? Betragtes åbenhed nu som påtrængende?

En banankage og en blid gendrivelse

Den allerførste morgen skete der dog noget smukt. Min vens britiske nabo – en venlig, hvid herre – bankede på døren med en varm banankage, som hans kone lige havde bagt. Ikke nok med at han kom med kagen, men han blev også for at snakke. Vi talte om alt og ingenting, og det føltes naturligt. Jeg tænkte: så måske handler det ikke om "britiskhed" eller "indianskhed".

Måske har venlighed ingen national etikette. Måske behøver medfølelse, ligesom samtale, kun en smule åbenhed for at flyde.

Brighton: To etager, to byrder, ingen ord

Senere i Brighton boede jeg hos en anden veninde – en frivillig mægler i den lokale kommune. Den uge havde hun deltaget i et konfliktmøde mellem to naboer, der boede i kommunale lejligheder – en ovenpå, en nedenunder.

Ovenpå boede en kvinde, der tog sig af sin syge, sengeliggende mor på fuld tid. Nedenunder boede en mor til et autistisk barn, der ofte skreg og græd højlydt. Støjen forstyrrede kvinden ovenpå så meget, at politiet og de sociale myndigheder var blevet tilkaldt flere gange.

Ved mødet sagde min veninde: "Alt, hvad jeg gjorde, var at lytte." Hun lod begge kvinder tale. Hun hørte deres udmattelse, deres smerte, deres frygt. "Der var tårer," fortalte hun mig, "men noget ændrede sig." Det, der slog mig, var dette: disse kvinder boede få meter fra hinanden. Begge var omsorgspersoner. Begge overvældede. Men de havde aldrig talt med hinanden. Ikke én gang. Forestil dig, hvis de i stedet for at eskalere problemet havde delt en samtale. En kop te. En tåre. Et ord, der viste forståelse.

Medfølelse ud over klinisk behandling

Disse øjeblikke fik mig til at reflektere over, hvorfor jeg overhovedet kom til London. Jeg havde talt på St. Christopher's om "total smerte" - et koncept, der ikke kun omfatter fysisk ubehag, men også de følelsesmæssige, sociale og åndelige lag af lidelse.

I Kerala har vi tilpasset denne model til at være samfundsdrevet og kulturelt sensitiv. Men det, jeg nu indser, er, at total smerte ikke er begrænset til dem, der er døende. Den er overalt.

Hos kvinden, der er udmattet af omsorgen.

Hos moderen ude af stand til at dæmpe sit barns nød.

Hos manden, der er kilometer væk hjemmefra, bærende på en stille nostalgi for det land, han efterlod.

Hos dem, der gerne vil tale, men ikke ved hvordan, og hos dem, der er bange for at lytte.

Risikoen for at miste vores ører

Vi lever i en verden, hvor individualisme ofte hyldes, og privatliv – selvom det er dybt vigtigt – kan nogle gange blive en barriere snarere end en grænse.

Ensomhed er selvfølgelig ikke altid en sorg; for nogle er det at være alene et valg, endda et fristed. Ensomhed er trods alt dybt personligt – hvad der føles isolerende for én, kan føles afslappende for en anden.

Men jeg er bekymret for, at hvis medfølelse kun læres i kliniske sammenhænge – eller kun forbindes med livets afslutning – risikerer vi at miste den, hvor der er mest brug for den: i hverdagens almindelige rytmer.

Hvis vi ikke lærer børn at lytte, hvordan man rummer andres følelser, hvordan man sidder med ubehag, kan vi opdrage en generation, der ved, hvordan man fungerer, men ikke hvordan man føler.

Vi er i bund og grund sociale væsner – ikke bare skabt til at overleve, men til at sameksistere. Og sameksistens kræver mere end tilstedeværelse. Det kræver, at vi bemærker hinandens smerte.

En afsluttende refleksion

Det, der startede som en professionel rejse, blev for mig en række dybt personlige lektioner.

Jeg kom til London for at tale om plejesystemer, om palliative modeller. Men det, jeg tager med mig tilbage, er noget enklere: en samtale med en butiksindehaver, et stykke banankage, stilheden mellem to kæmpende naboer.

Det er ikke ekstraordinære øjeblikke. Men måske er medfølelse det aldrig. Det handler ikke om store gestus. Det handler om at holde plads – til historier, til sorger, til hinanden.

Det er også palliativ pleje. Og det, tror jeg, er den pleje, verden har mest brug for lige nu.