Leder Rage Til Magten

"Os versus them" er ikke et paradigme, som Jacques Verduin køber ind. Som stifter og direktør for fængselsprogrammet Insight-Out mener han, at fængslet tjener et formål for mennesker, der ikke kan rumme sig selv, når de handler farligt, men han har også erfaret, at ingen af ​​os er meget anderledes end de fængslede. Når en kultur skizofren glorificerer vold og underkender følelser, projicerer vi vores eget ubehag, frygt og raseri over på andre og må låse den del af os selv væk, vi ikke ønsker at beskæftige os med. At betale en gæld til samfundet er én ting; at blive forladt af det er noget helt andet. "Navajoerne har en måde at beskrive en, der har begået en forbrydelse: han eller hun, der opfører sig, som om de ikke har nogen slægtninge," siger han.

Jacques er smerteligt opmærksom på de grimme statistikker: én ud af 107 amerikanere sidder i fængsel; en ud af otte sorte mænd mellem 18 og 35 år vil sidde bag tremmer, mere end at gå på college; et ud af 28 børn har en fængslet forælder. Californien bruger 10 milliarder dollars på fængsling - mere end på videregående uddannelse, hvilket omsættes til 60.000 dollars årligt for at spærre en mand inde. Og inden for 18 måneder vil 64% være tilbage bag murene. "Systemet tjener på sin egen fiasko," bemærker Jacques. Hvad bevarer et system så uforsonligt og så ineffektivt?

For det første er der store penge i boliger af fanger, og et system velrepræsenteret af lobbyister formår at vokse sig selv. Men derudover er fremmedgørelse fra os selv såvel som hinanden en stor del af problemet. Når vi er forbundet, er vi ansvarlige, vi bekymrer os. Vi bekymrer os, når andre gør ondt, og når vi holder op med at bekymre os om hinanden, bliver vold "det tragiske udtryk for et udækket behov", som Marshall Rosenberg, direktør for Center for Ikke-voldelig Kommunikation , mener.

Heldigvis har Jacques vist, at empowerment og transformation af fanger er en stor del af, hvordan fængselsreformen ser ud, og San Quentin State Prison er blevet et succesfuldt socialt eksperiment, der er en af ​​de bedst bevarede hemmeligheder, der findes. Hans programmer, Insight Prison Project og Insight-Out, lærer fanger at transformere raseri og smerte til en positiv kraft i fængselssamfundet såvel som deres egne nabolag. I et år langt program knytter deltagerne bånd til hinanden, der overskrider alders-, race-, økonomiske og bandeforskelle. Det tager tid, men efterhånden som gruppemedlemmerne bliver fortrolige med konceptet, øver de sig i "at sidde i ilden." Som Jacques forklarer "Ved at sidde med deres egen primære smerte - den smerte, der initierede dem til en undertrykkelse af deres følelser - og deres sekundære smerte - den smerte, der er forbundet med at såre andre - finder de styrke midt i deres overvældende følelser. De brænder rent og efterlader kun aske. De accepterer ansvar for deres følelser og for den lidelse, de forårsagede. Når de først er blevet et slemt sted fra, kan deres mænd give deres stigma tilbage. rækker ofte ud for at redde urolige unge fra den vej, de gik.

Selvom vi kan glæde os over, at mange fanger løslades tilbage til deres lokalsamfund, er der en fare, der kan true dem. Ligesom vi projicerer de dele af os selv, vi fornægter, på indsatte, så kan vi belaste dem med ekstremt høje forventninger til at opfylde vores behov for en lykkelig slutning. Jacques forklarer, "Der åbner sig et hul mellem deres ydre persona og deres interne oplevelse. Så de har brug for et støttesystem til at dele deres kamp for at leve op til disse forventninger. Skam stikker dybt ind i os alle. Vi har alle brug for et støttesystem til at hjælpe os med at forbinde os med vores sårede, men mere autentiske jeg. Ellers kan vi falde ned ad en glidende skråning af new age-fascisme, der lægger stor vægt på selvet, som lægger stor vægt på selv-offensiven. den primære motivator for medicintilbagefald eller gentagelse af lovovertrædelser." Han fortsætter med at tilbyde en mere omsorgsfuld og funderet løsning: "I stedet for at ordne os selv, som antager, at der er noget galt med os, lad os acceptere og tale om vores vorter. Ved at være sårbare tager vi magten ud af skam. Det er der, autenticiteten ligger."

Desværre er San Quentin et af de få steder, hvor fængselsreform og fangerehabilitering omfavnes. Men Jacques er i øjeblikket ved at skrive en opdateret projektmappe og planlægger træningsvideoer for at tage dette arbejde ud til andre steder. Faktisk engagerer Bosnien ham til at hjælpe med deres fængselsreformbestræbelser. Besøg www.insight-out.org for at lære mere om hans arbejde, at være frivillig eller give en donation til støtte for dette træningsprojekt.

Mens fængselskulturen er dyster, er Jacques fortsat optimistisk. "Jeg er så spændt på, hvordan downtown San Quentin kan fortælle deres historie til den større kultur, hvordan monstrene kan begynde at lære dine børn." Da han mener, at alle systemer er indbyrdes forbundne, social retfærdighed og miljømæssig retfærdighed, individet og fællesskabet. Faktisk er forbindelse den måde, hvorpå han ser os alle helbrede. Når vi alle er pårørende, lider ingen alene, og alles forløsning er vores egen.