Når Taknemmelighed Holder hånd Med Sorg

"Han er ved bevidsthed," siger sygeplejersken. Jeg stoler på denne Vietnam-dyrlæge med sit akne-arrede ansigt og ømme opgivende hjerte. Hans triste øjne hjælper mig med at se det, der kommer. Vi to står ved siden af ​​en seng på Strong Hospitals onkologiske afdeling og ser over min mand Vics slappe krop.

"Han kan høre dig," siger sygeplejersken, "men han er for udmattet til at svare. Du kan bede ham om at klemme din hånd."

Ja, jeg kunne bede Vic om at klemme min hånd, hvis han elsker mig. Men jeg tvivler ikke på hans kærlighed. Jeg kan bede ham om at klemme, hvis han hører mig, men han behøver ikke høre mig. Han har brug for at dø, så jeg kalder ham ikke tilbage til livet og til mig, men lader ham blive ved med at trække vejret hårdt. Jeg rører ved ham og inhalerer hans duft, smører olie ind i hans hænder og fødder og beder om styrke til at slippe ham. Jeg er gået med ham til dødens tærskel og hængt mine fødder over afsatsen. Jeg mærker afgrundens væld, men jeg kan ikke gå længere.

I to år prøvede jeg at redde ham. Vi prøvede begge, men der er ikke flere flugtveje. Efter mange års kamp åbner hans blide passage mit hjerte og gør mit sind stille. Denne stille død er hans sidste gave til mig, selv når jeg græder og hvisker min farvel. Lige efter midnat puster han ud. Jeg venter på en indånding, der ikke kommer.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve uden denne mand. Jeg er afhængig af, at hans brune øjne stråler mod mig. I toogfyrre år elskede vi hinanden, mediterede sammen, forvandlede vores land, opfostrede vores sønner og delte vores drømme og sorger. Jeg ved ikke, hvem jeg er uden ham.

Mine venner og jeg sidder med hans krop i seks timer. Da en betjent ankommer, hjælper en kærlig sygeplejerske mig med at indhylle Vic i rene hvide lagner og skubbe hans krop ned i ligposen.

Vi tager elevatoren ned og går mod hospitalslobbyen og skygger for vores øjne fra solen, der stirrer gennem vinduerne fra gulv til loft. Folk suser, griber kaffekopper, presser for at slå ind før kl. De ser ud til at være bag en glasvæg, i en anden verden, på de levendes side, mens jeg står på en tærskel, hvor døden føles tættere på end livet.

Vi finder min Subaru i parkeringskælderen og stabler Vics tøj og laptop på bagsædet. Dvælende står vi i en hjælpeløs klump, blødgjort af dødens mysterium, vi lige har været vidne til. Det er ikke nok at kramme og takke disse generøse venner for at have fulgt mig på denne rejse, men det er alt, hvad jeg har at give.

"Er du ok til at køre?" spørger Anthony.

"Ja," svarer jeg. "Følg mig."

Jeg styrer ned ad parkeringskælderens rampe og kører langsomt, så Anthony kan indhente sin lejebil. Jeg stopper ved parkeringsvagtens kabine med glasvinduer. Min krop ved, hvordan man tæller penge og betaler parkeringsafgiften.

Jeg er en fremmed, lige vendt tilbage fra underverdenen. Jeg har set døden, rå og ustoppelig, og forstår, at min egen død ikke er en fjern ting.

Anthony kører mod hjem i den langsomme bane på New York State Thruway. Vi rejser over denne verdens fremmede jord, fremmede for dagens sædvanlige bekymringer.

Hvordan er det muligt at føle så dyb sorg og dyb taknemmelighed på samme tid?