Glæden Ved at være Kvinde I Halvfjerdserne

Denne artikel udkom oprindeligt i New York Times Sunday Review den 12. januar 2019.

Da jeg fortalte mine venner, at jeg skrev en bog om ældre kvinder som os, protesterede de straks: "Jeg er ikke gammel." Hvad de mente var, at de ikke opførte sig eller følte sig som de kulturelle stereotyper af kvinder på deres alder. Gammel betød bossy, ubrugelig, ulykkelig og i vejen. Vores lands ideer om gamle kvinder er så giftige, at næsten ingen, uanset hendes alder, vil indrømme, at hun er gammel.

I Amerika er alderdom et større problem for kvinder end aldring. Vores kroppe og vores seksualitet er devalueret, vi bliver nedgjort af svigermor-vittigheder, og vi bliver gjort usynlige i medierne. Alligevel beskriver de fleste af de kvinder, jeg kender, sig selv som værende i en levende og lykkelig livsfase. Vi er robuste og ved, hvordan vi trives i marginalerne. Vores lykke kommer fra selverkendelse, følelsesmæssig intelligens og empati for andre.

De fleste af os savner ikke det mandlige blik. Det kom med catcalls, chikane og uønsket opmærksomhed. I stedet føler vi os fri for tyranniet ved at bekymre os om vores udseende. For første gang siden vi var 10 år, kan vi føle os afslappede omkring vores udseende. Vi kan bære yoga-tights i stedet for nylons og bluejeans i stedet for forretningsdragter.

Alligevel står vi i denne udviklingsfase over for store udfordringer. Det er usandsynligt, at vi slipper for stor sorg længe. Vi lider alle, men ikke alle vokser. De af os, der vokser, gør det ved at udvikle vores moralske fantasi og udvide vores bæreevne til smerte og lyksalighed. Faktisk er dette pendul mellem glæde og fortvivlelse det, der gør alderdommen katalytisk for åndelig og følelsesmæssig vækst.

I vores 70'ere har vi haft årtier til at udvikle modstandskraft. Mange af os har lært, at lykke er en færdighed og et valg. Vi behøver ikke at se på vores horoskoper for at vide, hvordan vores dag vil forløbe. Vi ved, hvordan man skaber en god dag.

Vi har lært at kigge hver dag efter humor, kærlighed og skønhed. Vi har fået en evne til at værdsætte livet. Taknemmelighed er ikke en dyd, men en overlevelsesevne, og vores evne til det vokser med vores lidelse. Derfor er det de mindst privilegerede, ikke de mest, der udmærker sig ved at værdsætte de mindste tilbud.

Mange kvinder blomstrer, når vi lærer at gøre alt brugbart. Ja, alt. Når vi går ud af en vens begravelse, kan vi lugte trærøg i luften og smage snefnug på vores tunge.

Vores lykke er bygget af holdning og intention. Attitude er ikke alt, men det er næsten alt. Jeg besøgte jazzstoren Jane Jarvis, da hun var gammel, krøbling og boede i en lille lejlighed med et vindue ud mod en murstensvæg. Jeg spurgte, om hun var glad, og hun svarede: "Jeg har alt, hvad jeg behøver for at være glad, lige mellem mine ører."

Vi har måske ikke kontrol, men vi har valg. Med intention og fokuseret opmærksomhed kan vi altid finde en fremadrettet vej. Vi finder ud af, hvad vi leder efter. Hvis vi leder efter beviser på kærlighed i universet, vil vi finde det. Hvis vi søger skønhed, vil det vælte ind i vores liv, når som helst vi ønsker det. Hvis vi søger efter begivenheder at værdsætte, opdager vi, at de er rigelige.

Der er en fantastisk regning i alderdommen. Da meget er taget væk, finder vi mere at elske og værdsætte. Vi oplever lyksalighed med jævne mellemrum. Som en ven sagde: "Da jeg var ung, havde jeg brug for seksuel ekstase eller en vandretur til toppen af ​​et bjerg for at opleve lyksalighed. Nu kan jeg mærke det, når jeg ser på en larve på min havesti."

Ældre kvinder har lært vigtigheden af ​​rimelige forventninger. Vi ved, at alle vores ønsker ikke vil blive opfyldt, at verden ikke er organiseret omkring at behage os, og at andre, især vores børn, ikke venter på vores meninger og domme. Vi ved, at livets glæder og sorger er lige så blandet sammen som salt og vand i havet. Vi forventer ikke perfektion eller endog lindring fra lidelse. En god bog, et stykke hjemmelavet tærte eller et opkald fra en ven kan gøre os glade. Som min tante Grace, der boede i Ozarks, sagde det: "Jeg får, hvad jeg vil have, men jeg ved, hvad jeg skal have."

Vi kan være venligere over for os selv såvel som mere ærlige og autentiske. Vores mennesker, der behager jeg, blødgør deres stemmer, og vores sande jeg taler højere og oftere. Vi behøver ikke lade som om over for os selv og andre, at vi ikke har behov. Vi kan sige nej til alt, hvad vi ikke vil. Vi kan lytte til vores hjerter og handle i vores egen interesse. Vi er mindre angstfyldte og mere tilfredse, mindre drevne og bedre i stand til at leve i nuet med alle dets dejlige muligheder.

Mange af os har et ly af gode venner og langvarige partnere. Der er en sødme ved 50 år gamle venskaber og ægteskaber, som ikke kan beskrives i sprog. Vi kender hinandens sårbarheder, fejl og gaver; vi har haft vores kampe royale og alligevel er vi taknemmelige for at være sammen. Et ord eller et blik kan signalere så meget mening. Heldige kvinder er forbundet med et rigt net af kvindelige venner. Disse venner kan være vores følelsesmæssige sundhedsforsikringer.

Den eneste konstante i vores liv er forandring. Men hvis vi vokser i visdom og empati, kan vi se det lange blik. Vi har gennemlevet syv årtier af vores lands historie, fra Truman til Trump. Jeg kendte min oldemor, og hvis jeg lever længe nok, vil jeg møde mine oldebørn. Jeg vil have kendt syv generationer af familie. Jeg ser, hvor jeg hører hjemme i en lang række af skotsk-irske forfædre. Jeg lever kun i dag, fordi tusindvis af generationer af modstandsdygtige homo sapiens formåede at formere sig og opdrage deres børn. Jeg kommer fra, vi kommer alle fra en robust bestand, ellers ville vi ikke være her.

Da vi er 70, har vi alle haft mere tragedie og mere lyksalighed i vores liv, end vi kunne have forudset. Hvis vi er kloge, indser vi, at vi kun er en dråbe i den store flod, vi kalder livet, og at det har været et mirakel og et privilegium at være i live.

***

For mere inspiration, deltag i denne lørdags Awakin Call med Mary Pipher. Flere detaljer og RSVP info her.