Wendell Berry: Hvad Er Folk til?

Uddrag fra "What Are People For" en samling af essays af Wendell Berry

jeg

Den nåde, der er skabningers sundhed, kan kun holdes til fælles.
I healingen samles de spredte medlemmer.
I sundhed er kødet nådet, det hellige kommer ind i verden.

II

Opgaven med healing er at respektere sig selv som et væsen, hverken mere eller mindre.
Et væsen er ikke en skaber og kan ikke være det. Der er kun én skabelse, og vi er dens medlemmer.
At være kreativ er kun at have sundhed: at holde sig selv fuldt ud i live i Skabelsen, at holde Skabelsen fuldt ud i live i sig selv, at se Skabelsen på ny, at byde sin del i den velkommen på ny.
De mest kreative værker er alle strategier for denne sundhed.
Værker af stolthed, af selvkaldte skabere, med deres præmie på originalitet, reducerer skabelsen til nyhed, de svage overraskelser fra sind, der ikke er i stand til at undre sig.
Forfølger originalitet, arbejder den potentielle skaber alene. I ensomheden påtager man sig et ansvar for sig selv, som man ikke kan opfylde.
Nyhed er en slags ensomhed.

III

Der er stolthedens dårlige arbejde. Der er også fortvivlelsens dårlige arbejde, udført dårligt på grund af håbets eller visionens svigt.
Fortvivlelse er det for lille ansvar, da stolthed er det for meget.
Fortvivlelsens sjuskede arbejde, stolthedens meningsløse arbejde, forråder ligeså Skabelsen. De er spild af liv.
For fortvivlelse er der ingen tilgivelse, og for stolthed ingen. Hvem i ensomhed kan tilgive?

IV

Godt arbejde finder vejen mellem stolthed og fortvivlelse.
Det pryder med sundhed. Det heler med ynde.
Det bevarer det givne, så det forbliver en gave.
Derved mister vi ensomheden:
vi knytter hænderne på dem, der går foran os, og hænderne på dem, der kommer efter os;
vi går ind i den lille cirkel af hinandens arme,
og den større kreds af elskere, hvis hænder er samlet i en dans,
og den større kreds af alle skabninger, der går ind og ud af livet, som også bevæger sig i en dans, til en musik så subtil og vidstrakt, at intet øre hører den undtagen i fragmenter.

V
Og ved den træder vi ind i ensomheden, hvor vi også mister ensomheden.
Kun uenighed kan komme af forsøget på at dele ensomhed.
Ægte ensomhed findes i de vilde steder, hvor man er uden menneskelig forpligtelse.
Ens indre stemmer bliver hørbare. Man føler tiltrækningen af ​​sine mest intime kilder. Som følge heraf reagerer man tydeligere på andre liv. Jo mere sammenhængende man bliver i sig selv som skabning, jo mere træder man ind i alle skabningers fællesskab.
Man vender tilbage fra ensomhed ladet med omstændighedernes gaver.
VI
Og den tilbagevenden kan man ikke undslippe.
Fra naturens orden vender vi tilbage til menneskehedens orden og uorden.
Fra den større cirkel skal vi tilbage til den mindre, den mindre inden for den større og afhængig af den.
Man kommer ind i den større cirkel ved at være vilje til at være et væsen, den mindre ved at vælge at være et menneske.
Og efter at have vendt tilbage fra skoven, husker vi med beklagelse dens afslappethed. For alle skabninger er der på plads, derfor hvile.
I deres mest anstrengende stræben, sovende og vågne, døde og levende, er de i ro.
I menneskets kreds er vi trætte af stræben og er uden hvile.

VII

Orden er den eneste mulighed for hvile.
Den afgivne ordre skal søge den givne ordre, og finde sin plads i den.
Marken skal huske skoven, byen skal huske marken, så livets hjul drejer, og den døende mødes af den nyfødte.
De spredte medlemmer skal samles.
Lyst vil altid opsøge det mulige. Men at opfylde det mulige er at forstørre det.
Det mulige, opfyldte, er betimeligt i verden, evigt i sindet.
Når du ser det arbejde, der skal udføres, hvem kan hjælpe med at ville være den, der gør det?
Men man er bange for, at der ikke bliver hvile, før arbejdet er færdigt, og huset er i orden, gården er i orden, byen er i orden, og alle kære har det godt.
Men det er stoltheden, der ligger vågen om natten med sit begær og sin sorg.
At arbejde på dette arbejde alene er at fejle. Der er ingen hjælp til det. Ensomhed er dens fiasko.
Det er fortvivlelsen, der ser arbejdet fejle i ens egen fiasko.
Denne fortvivlelse er den mest akavede stolthed af alle.

VIII

Der er endelig stoltheden over at tænke sig selv uden lærere.
Lærerne er overalt. Det, der ønskes, er en lærende.
I uvidenhed er håb. Hvis vi havde kendt vanskeligheden, ville vi ikke have lært selv så lidt.
Stol på uvidenhed. Det er uvidenhed, lærerne vil komme til.
De venter, som de altid har gjort, ud over kanten af ​​lyset.

IX

Uanede læreres lære hører til opgaven og er dens håb.
Kærligheden og arbejdet hos venner og elskere hører til opgaven og er dens sundhed.
Hvile og glæde hører til opgaven, og er dens nåde.
Lad i morgen komme i morgen. Ikke efter din vilje bliver huset båret gennem natten.
Orden er den eneste mulighed for hvile.