Mr. Iyer: Helt rigtigt. [ griner ] Jeg blev i en uge, hvor jeg fandt, at et tempel i Kyoto var meget anderledes end det, jeg havde forestillet mig i Midtown Manhattan. Men jeg flyttede dengang til et enkeltværelse i Kyotos baggader uden endda et toilet eller en telefon eller en seng.
Ms. Tippett: Okay, så. Du er frikendt. [ griner ] Fortæl mig, hvad du har lært om tid. Og måske er det stadig sandt, fordi du tilbringer det meste af dit liv i Japan nu. Jeg er så fascineret, fordi jeg synes, at tid bare er så fascinerende et begreb, og det har al denne resonans både i videnskab og i mystik.
Mr. Iyer: Ja, og jeg tror, vi alle kender den fornemmelse. Vi har flere og flere tidsbesparende enheder, men mindre og mindre tid, forekommer det os. Da jeg var dreng, havde følelsen af luksus at gøre med meget plads, måske at have et stort hus eller en kæmpe bil. Nu tror jeg, at luksus har at gøre med at have meget tid. Den ultimative luksus nu er måske blot et tomt rum i kalenderen. Og interessant nok, det er det, vi higer efter, tror jeg, så mange af os.
Da jeg flyttede fra New York City til det landlige Japan - efter mit år i Kyoto, flyttede jeg i det væsentlige til en toværelses lejlighed, hvor jeg stadig bor med min kone og tidligere vores to børn. Vi har ikke en bil eller en cykel eller et tv kan jeg forstå. Det er meget enkelt, men det føles meget luksuriøst. En grund er, at når jeg vågner, virker det, som om hele dagen strækker sig foran mig som en enorm eng, hvilket aldrig er en fornemmelse, jeg havde, da jeg var i go-go New York City. Jeg kan bruge fem timer ved mit skrivebord. Og så kan jeg gå en tur. Og så kan jeg bruge en time på at læse en bog, hvor jeg, mens jeg læser, kan mærke, at jeg bliver dybere og mere opmærksom og mere nuanceret. Det er som en vidunderlig samtale.
Så har jeg en chance for at tage endnu en tur rundt i nabolaget og tage mig af mine e-mails og holde mine chefer på afstand og så gå og spille bordtennis og så tilbringe aftenen med min kone. Det virker, som om dagen har tusinde timer, og det er præcis det, jeg plejer ikke at opleve eller mærke, når jeg – for eksempel i dag i Los Angeles – bevæger mig fra sted til sted. Jeg formoder, at det er en afvejning. Jeg opgav økonomisk sikkerhed, og jeg opgav storbyens spændinger. Men jeg troede, det var det værd for at have to ting, frihed og tid. Den største luksus, jeg nyder, når jeg er i Japan, er, at så snart jeg ankommer der, tager jeg mit ur af, og jeg føler, at jeg aldrig behøver at tage det på igen. Jeg kan snart begynde at fortælle tiden ved, hvordan lyset hælder ned fra vores vægge ved solopgang, og når mørket falder på - og jeg formoder tilbage til et mere essentielt menneskeliv.
Fru Tippett: Det handler om det liv, du har skabt, snarere end noget i japansk kultur, ikke?
Mr. Iyer: Det er det, men da jeg forlod New York City, kunne jeg selvfølgelig være gået hvor som helst. Som forfatter er jeg heldig; Jeg kunne udføre mit arbejde hvor som helst. Jeg tror, at en af grundene til, at jeg tog til Japan - det går tilbage til det, du spurgte om institutter for højere skepsis - er, at min uddannelse havde lært mig ret godt at tale, men jeg tror ikke, den havde lært mig at lytte. Mine skoler havde lært mig ret godt at skubbe mig selv frem i verden, men det lærte mig aldrig at slette mig selv. Dyderne ved, da jeg kom til Japan, og fandt ud af, at jeg i det væsentlige var analfabet - den dag i dag kan jeg ikke læse eller skrive japansk. Jeg er prisgivet ting omkring mig. Jeg kan ikke have illusionen om, at jeg har styr på tingene. Japan var et sted, jeg havde enormt meget at lære af, og jeg lærer det stadig.
Fru Tippett: Du har talt om, at vi genopdager - jeg elsker virkelig denne sætning - "det haster med at bremse." Det er vidunderligt.
Mr. Iyer: Tak. Jeg tror, vi alle er svimle. Vi kom ind på denne accelererende rutsjebane, som vi aldrig helt bad om at komme på, og vi ved ikke, hvordan vi skal komme af. Min skarpeste fornemmelse er, at vores enheder ikke forsvinder, og vi vil heller ikke have dem til det. De har gjort vores liv så meget lysere og sundere og længere. Men det er sikkert, at de kun vil accelerere og sprede sig. Vi bliver virkelig nødt til at træffe nødforanstaltninger bare for at holde os selv i proportion og balance. Jeg tror nogle gange, at rejser er, hvordan jeg får min spænding og stimulation, men stilhed er, hvordan jeg holder mig selv ved at være sund. Pascal, vidunderligt, i det 17. århundrede, sagde, vores problem er distraktion. Men vi forsøger at distrahere os selv fra distraktioner, så vi bliver endnu værre i denne onde cirkel.
Så den eneste kur mod distraktion er opmærksomhed. Jeg går til mit kloster, og jeg tager til Japan, fordi de er katedraler af opmærksomhed. Det er steder, hvor folk er meget opmærksomme, og hvor folk som mig kan prøve at lære opmærksomhed.
Fru Tippett: Jeg kunne ikke lade være med at undre mig, mens jeg læser dig og læser om det liv, du har skabt, har du virkelig valgt en enkelhed, der - jeg tror endda, du bruger ordet "luksuriøs." Du taler om at være sammen med Leonard Cohen, og han bruger ordet "luksuriøs" - og i en sådan kontrast til, at du på 29 lever den amerikanske drøm. Men jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvor meget af det, du har været i stand til at vælge og skabe, også handler om den visdom, der kommer bare med at blive ældre, med alderen, at stilheden bliver mere naturlig og mere behagelig på en eller anden måde, tror jeg, i sagens natur. Jeg er ikke sikker på, at alle hælder til det. Det ved jeg faktisk, at de ikke gør.
Jeg læste for nylig, at der er en ny undersøgelse, der siger, at når vi er unge, er vi hardwired til at finde spænding og finde tilfredsstillelse i nyheder, og at efterhånden som vi bliver ældre, finder vi mere naturligt spænding og tilfredsstillelse i det, der er almindeligt, i mønstre og vaner og hverdagens konturer af vores liv. Det hjælper mig med at tænke over, hvorfor visdom kommer med alderen, hvorfor en ældste bliver en ældste, fordi det, der bliver mere naturligt, virkelig er at få den dybeste indsigt i spirituelle traditioner.
Mr. Iyer: Ja. Jeg sagde lige til nogen i går, at jeg på et tidspunkt – jeg tror kun er et par år ældre end dig – bemærkede, at jeg fik så meget mere tilfredsstillelse af at besøge mine gamle venner end at se mig om efter nye venner; og genlæse de bøger, jeg altid har elsket, som hver gang gav mig nye og nye ting i stedet for at prøve at finde den seneste gode bog; og gense de steder, som jeg har et forhold til over 30 eller 50 år. Du behøver ikke at forklare dig med det samme. Du klarer dig uden nyhedens spænding, men du er til et meget dybere og mere intimt møde. Du har ret i, at det snart bliver meget mere vedvarende end blot at få det nye. Jo ældre man bliver, jo sværere er det selvfølgelig at blive konfronteret med noget nyt, hvorfor tiden formentlig accelererer, og det virker som om årene suser afsted ligesom kalendersiderne i en af de gamle film.
Jeg tror, at den anden ting, som jeg formoder, at jeg lærte af Leonard Cohen, var, at da jeg mødte ham, levede han for en munk i fem år i de kolde, mørke bjerge bag Los Angeles, og han sagde, som du nævnte, at det at sidde stille og passe andre mennesker og skrubbe gulve var en stor vellystig spænding i livet, selvom han havde nydt alverdens fornøjelser. Men den anden del af den proces, som måske er endnu vigtigere, er igen, at han kom tilbage til verden. Han har turneret verden rundt i 70'erne i seks år og blev en af de mest populære musikere på planeten. Jeg tror, at grunden til, at han blev populær, var, at folk på en måde kunne se, at han kom ned fra bjerget. Med andre ord, han bragte visdom og dybde og uselviskhed til koncertscenen, hvor vi normalt ikke ser det. Og jeg tror, selvom de ikke kunne formulere det, så følte folk, at de fik noget af klosterets stilhed og skarphed fra ham, ikke bare en anden slags dagsorden eller nogen, der forsøgte at sælge noget.
[ musik: "Cyclone" af MONO ]
Fru Tippett: Jeg er Krista Tippett, og det her er On Being . I dag udforsker "stilhedens kunst" med forfatteren Pico Iyer.
Fru Tippett: Vi afvikler mod slutningen, men jeg vil gerne spørge dig om mystik. Jeg vil gerne læse noget du skrev. Det fascinerede mig: "Mysticisme er for mig det, der skiller sig ud af tiden og hinsides omstændighederne. Læs en Zen-diskurs fra det 13. århundrede, tag St. John of the Cross op, og lyt til det seneste Leonard Cohen-album, og du er øjeblikkeligt det samme sted. Mysticism er næsten det uforanderlige backbeat og bag kulisserne hele den sandhed, der står i verden."
Mr. Iyer: Min himmel, det kan jeg faktisk godt lide. [ griner ] Jeg tror stadig på det.
Fru Tippett:[ griner ] Har mystik en anden rolle eller en ny rolle eller en ekspansiv rolle i en globaliseret verden, i det 21. århundredes verden?
Mr. Iyer: Jeg tror, at det gør det i en accelereret verden, fordi jeg tror, at vi mere end nogensinde har brug for at rodfæste os i det, der er ude af tiden og større end os og ikke er indeholdt i den seneste CNN-opdatering. Det er vidunderligt at vide, hvad der skete for to sekunder siden ved Grammy-premieren eller, endnu vigtigere, i Irak. Men vi kan ikke begynde at forstå det, medmindre vi har et større, mere rummeligt lærred at sætte det på. I den forstand er det sjovt - når man lige læser den beskrivelse af mystik, lyder det præcis som min beskrivelse af min eremitage. Jeg tror nok, jeg brugte dem som næsten udskiftelige udtryk der. Men hvis mystik er et ord for det sted, hvor vi er dybere og klogere end os selv, eller i det mindste kan lytte til noget inde i os selv, der virker meget større, end vi er, så har vi bestemt brug for det mere end nogensinde, fordi jeg ville forestille mig i det 19. århundrede, f.eks. når der er langt færre åbenlyse adspredelser, måske er det en romantisk forestilling, men jeg forestiller mig, at folk ofte er i stand til at høre lidt bedre af sig selv.
Det er svært at høre i samtidens larm, og jeg bemærker, at folk mere og mere taler om at skære igennem støjen. Det er det, vi virkelig skal gøre. Jeg formoder, at mystik er en måde at skære gennem øjeblikkets kakofoni og minde os om, hvad der er virkeligt og derefter minde os om, hvordan man reagerer på det virkelige og gør det retfærdigt.
Måske taler det til den anden del af dit spørgsmål, som er det smukke ved mystik, fordi det er stedet, hvor forskellene opløses, og hvor der ikke er dig og mig, der er ingen øst og vest, der er ikke noget gammelt eller nyt. Vi er på stedet hinsides dualismen og hinsides sindets tricks, for virkelig at gå tilbage til din pointe om at være en intellektuel. Vi er i det rum, hvor vi ikke er uden for verden og foretager domme og skelner. Vi er i en eller anden sandhed, som vi ikke engang behøver at nævne, men det er stedet, hvor alle de store traditioner mødes. Så hvis Rumi og Johannes af Korset og Meister Eckhart og DÅ gen, den store zenlærer, skulle tale sammen, kunne hver især tale på sproget og inden for rammerne af sin særlige tradition, men det, de ville tale om, er noget, hver af dem ville genkende som sin mest intime virkelighed.
Fru Tippett: Og ingen af deres ord ville nå ret langt nok, vel?
Mr. Iyer: Præcis. Mystik er stedet, hvor alle ord, forklaringer løber tør.
Fru Tippett: Jeg ser dig sjældent tale om Gud, og jeg føler virkelig, at det, du lige sagde, er så veltalende. Og bestemt er Gud en af de virkeligheder, vi kun kan pege på med ord. Jeg ved det ikke, har du en fornemmelse af Gud, eller er det sprog, du undgår, eller er det bare, at jeg ikke har set det?
Mr. Iyer: Du har ret. Det er sprog jeg undgår. Jeg husker, som en lille dreng, at når jeg så noget med store bogstaver, var der noget i mig, der vigede tilbage. Men mærkeligt nok spurgte nogen for to uger siden pludselig, ud af ingenting, mig: "Hvad er Gud?" Og jeg sagde: "Virkelighed."
Jeg tror, det har mange konsekvenser. Men normalt vil jeg sige, at jeg helt sikkert ville bruge ordet det guddommelige, som du og jeg har brugt tidligere i denne diskussion. Jeg tror, vi alle har noget uforanderligt og stort og fuldstændig uudgrundeligt indeni os. Jeg er meget glad, hvis en kristen kalder det Gud, og hvis en muslim kalder det Allah, og hvis en buddhist kalder den virkelighed eller noget andet. Igen, jeg tror ikke, at navnene betyder så meget, men sandheden er meget, meget vigtig, og jeg tror, det er den grundlæggende sandhed, som vi ikke har råd til at miste af syne.
Da du tidligere talte om, at jeg opsøger åndelige steder og mennesker, formoder jeg, at det er fordi jeg i en meget tidlig alder bemærkede, at jeg ikke selv havde en fast religion, at folk, der havde et religiøst engagement, syntes at handle med en sådan venlighed og sådan uselviskhed og sådan klarhed, at jeg troede, det er mennesker, jeg gerne vil lære af. Det, jeg lærte af dem, var, at de lyttede til Gud og, endnu vigtigere nogle gange, adlød Gud og adlød Gud, når Gud beder dem om umulige ting. Men alligevel vidste de, at det var der, deres engagement lå. Jeg kan ikke begynde at sige, hvor meget påskønnelse og beundring jeg har for dem, der har gjort Gud til centrum for deres liv, eller i tilfældet med Dalai Lama, kan han sige, at virkeligheden er centrum i hans liv, men det er en variation af det samme.
Fru Tippett: Du lever dette meget enkle liv, men du skriver bøger, som folk læser. Et par gange i de seneste år har du haft stykker i The New York Times , og der er en, du skrev for et par år siden, måske mens du skrev din bog om stilhed. Blev det kaldt "The Joy of Quiet"? Er det rigtigt?
Mr. Iyer: Ja.
Fru Tippett: Du sluttede med - du var i dit kloster, dit hemmelige hjem, som du siger, i Californien, tror jeg. Du talte om - ude at gå, tale med en, der arbejder på MTV, bringe sine små børn dertil, så han introducerer dem til glæden ved stilhed. Du havde en linje, der bare blev hos mig til sidst. Du skrev: "Morgendagens barn, indså jeg, kan faktisk være foran os med hensyn til at fornemme, ikke hvad der er nyt, men hvad der er vigtigt." Jeg ville bare læse det tilbage for dig. Det er meget smukt.
Mr. Iyer: Nå, tak for sådan et højt kompliment. Grunden til, at jeg afsluttede det stykke med den sætning, var, at jeg begyndte stykket med at beskrive, hvordan jeg skulle til en konference i Singapore med titlen "Marketing til morgendagens barn". Så det stykke bevæger sig i virkeligheden fra det profane til det hellige, eller bevæger sig fra verdens hjerte, hvor morgendagens barn ses i samme sætning som markedsføring, til det, der virkelig kommer til at støtte morgendagens barn, som er langt fra markedspladsen og er noget mere beslægtet med stilhed. Faktisk havde jeg vidunderligt en redaktør på The New York Times, som ville kaste disse ting efter mig, og som også bestilte TED-bogen for et par år siden. Ud af det blå, selvom vi aldrig havde mødt hinanden, sagde hun: "Hvorfor skriver du ikke et stykke om stilhed?" Så sagde hun: "Hvorfor skriver du ikke et stykke om angst?" Og, "Hvorfor skriver du ikke et stykke om lidelse?" Jeg var så glad for at have chancen for at tale om de ting. Og, som du sagde, var jeg glædeligt overrasket over, at The New York Times gerne ville fremhæve dem i avisen som korrektiv til øjeblikket.
Fru Tippett: Jeg vil gerne stille dig dette store spørgsmål. Mens du har levet dette liv, du har levet, hvordan har din fornemmelse udviklet sig af dette store levende spørgsmål bag vores spirituelle traditioner, men også dette universelle menneskelige spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske?
Mr. Iyer: Jeg tror, at det at være menneske virkelig betyder at være forbundet. Jeg er en ret ensom sjæl, og jeg har talt meget om stilhed og stilhed, men jeg tror, at de bare er mellemstationer. De tanker steder. Det er sjovt, når vi tager til en lufthavn i dag, er der så mange ladestationer til enheder og meget få til vores sjæl.
Fru Tippett: Ja. [ griner ] Pludselig er der alle disse ladestationer.
Mr. Iyer: Pludselig. Og vi indser hurtigt, at det kun er, når vi genoplader vores sjæl, vi kan gøre bedre brug af vores enheder. En del af min bekymring over den digitale tidsalder er, at det smukke ved det er, at vi kan få kontakt med mennesker i de fjerneste afkroge af jorden. Udfordringen er, at vi nogle gange mister kontakten med os selv, især vores dybere jeg. Og så fristes vi mere til at definere os selv i forhold til, hvad der er ligegyldigt, og hvad der ikke kommer til at holde ret længe, uanset om det er vores udseende, vores økonomi eller vores CV. Og jeg tror ikke, nogen bliver desto rigere, hvis han eller hun definerer sig selv i de termer. Så jeg tror, at det at være menneske er at forsøge at finde den bedste del af dig selv, der faktisk er ud over dig selv, meget klogere end du er, og have det at dele med alle, du holder af.
[ musik: "Dilate" af Wes Swing ]
Fru Tippett: Pico Iyer er forfatter til over et dusin bøger, herunder The Open Road: The Global Journey of the Fourteenth Dalai Lama og The Art of Stillness: Adventures in Going Nowhere . Han er i øjeblikket i gang med to nye bøger for 2019: Autumn Light og A Beginner's Guide to Japan .
[ musik: "Akiko" af Guitar ]
Medarbejdere: On Being er Chris Heagle, Lily Percy, Mariah Helgeson, Maia Tarrell, Marie Sambilay, Erinn Farrell, Laurén Dørdal, Tony Liu, Bethany Iverson, Erin Colasacco, Kristin Lin, Profit Idowu, Casper ter Kuile, Angie Thurston, Sue Phillips, Eddie Vonley, Lee Johnson, Sue Phillips, Eddie Vonza, Lilian Da Johnson, Lee Johnson. Katie Gordon og Zack Rose.
Fru Tippett: Vores dejlige temamusik er leveret og komponeret af Zoë Keating. Og den sidste stemme, du hører synge vores sidste kreditter i hvert show, er hiphop-kunstneren Lizzo.
On Being blev skabt på American Public Media. Vores finansieringspartnere omfatter:
John Templeton Foundation. Støtte til akademisk forskning og civil dialog om de dybeste og mest forvirrende spørgsmål, som menneskeheden står over for: Hvem er vi? Hvorfor er vi her? Og hvor skal vi hen? Besøg templeton.org for at lære mere.
Fetzer Instituttet, der hjælper med at bygge det åndelige grundlag for en kærlig verden. Find dem på fetzer.org .
Kalliopeia Foundation, der arbejder på at skabe en fremtid, hvor universelle åndelige værdier danner grundlaget for, hvordan vi passer vores fælles hjem.
Humanity United, fremmer menneskelig værdighed i hjemmet og rundt om i verden. Find ud af mere på humanityunited.org, en del af Omidyar Group.
Henry Luce Foundation, til støtte for Public Theology Reimagined.
Osprey Foundation - en katalysator for styrkede, sunde og opfyldte liv
Og Lilly Endowment, en Indianapolis-baseret, privat familiefond dedikeret til sine grundlæggeres interesser i religion, samfundsudvikling og uddannelse.
COMMUNITY REFLECTIONS
SHARE YOUR REFLECTION
3 PAST RESPONSES
We need to Be Mindful of the Impact of Travel on Our Planet ♡ It Contributes to climate change and the 6th mass extinction. All Worlds Are Within Us. And there is Always work to do right Here, right Now, where we Are. Starting with Creating a planet of True Equality and Unity. A planet where the children of All species are put First. A planet that has eliminated preventable child mortality, eliminated pollution and wasted resource, eliminated the -isms and generational trauma that plague us. We Need to See and Honor the Spiritual as the Seed of the physical. A Shift in Mindset. #ConsciousProCreation #OneBeing #OnePlanet #United
We need to Be Mindful of the Impact of Travel on Our Planet ♡ It Contributes to climate change and the 6th mass extinction. All Worlds Are Within Us. And there is Always work to do right Here, right Now, where we Are. Starting with Creating a planet of True Equality and Unity. A planet where the children of All species are put First. A planet that has eliminated preventable child mortality, eliminated pollution and wasted resource, eliminated the -isms and generational trauma that plague us. We Need to See and Honor the Spiritual as the Seed of the physical. A Shift in Mindset. #ConsciousProCreation #OneBeing #OnePlanet #United
Pico Iyer is on a Grand Journey indeed! I trust he will find his way Home eventually. I suspect Benedictine hospitality is part of the finding? }:- ❤️