Stilhedens prægtige Spirituelle Praksis

Fotokredit: Gary Seronik

En tidligere munk deler indsigt fra et år med ensom bøn og kontemplation

Et par uger efter, at jeg var færdig med gymnasiet, tog jeg hjemmefra og tog til et kloster. I de næste otte år levede jeg som en munk – et ensomt liv med bøn, arbejde, kontemplation, faste og stilhed.

Inden for klostrets mure var mit liv ikke meget anderledes end en munk fra middelalderen. Jeg var en del af et fællesskab med omkring 60 munke, i alderen fra 18, ligesom jeg, til 80. Klosteret var selvforsynende. Vi dyrkede vores egen mad på markerne omkring klostret, som lå i et fjerntliggende landbrugsområde i det amerikanske midtvest. Vores liv var det enklest tænkelige. Vi bar almindeligt tøj, spiste ydmyge måltider og trak os om natten tilbage til små individuelle værelser, der kun var indrettet med seng, håndvask, skrivebord og stol.

Bortset fra 'verden'

Det første år af mit liv som munk var en tid med træning og undervisning, der gjorde mig klar til at bo uden for klostret og undervise i brødrenes skoler. Kaldet novisiatet eller det kanoniske år - fra kanon eller katolsk kirkelov - var det en periode med intens koncentration om, hvordan man lever som munk. Vi studerede den hellige Benedikts regel, formuleret for mere end et årtusinde siden som en plan for klosterlivet. Og vi øvede os i stilhed.

Når jeg fortæller folk, at jeg tilbragte et helt år i stilhed, stopper deres udtryk som regel kolde og venter på, at deres sind indhenter de nye oplysninger. Deres øjne synes at spørge: Hvordan kan nogen leve i stilhed i et år? Selvom det var muligt at leve i stilhed, hvorfor skulle nogen så ønske at gøre det?

At tie var ikke svært for mig. Den måske største overraskelse var, at når jeg først gik ind i stilheden, var jeg for det meste ikke interesseret i at tale. Når ingen taler, er det også meget lettere at være stille, end hvis nogle mennesker taler, og andre ikke. I vores kloster levede alle under tavshedens regel.

Hvad angår hvorfor vi ønskede at tie, det relaterer sig til selve klosterlivets natur, som er at være adskilt fra verden og have mulighed for refleksion og meditation, aktiviteter, der er "indre" og kræver ro. Det ville være absurd at forsøge at følge en kontemplativ vej og også at tillade støj ind i ens rige. De to går ikke sammen.

Den stilhed, vi levede i klostret, havde både en indre og en ydre karakter. Stilhed indefra betød i første omgang ikke at tale, men også noget dybere: det havde at gøre med at stille sindet til ro, ikke at have travlt indeni. Indre stilhed bar også tanken om at afstå fra at dømme og holde sig væk fra at tænke på fortiden og fremtiden. At være tavs indeni var virkelig på én gang at være fraværende fra travlhedens verden og samtidig være til stede i nuet.

Stilhed på ydersiden havde at gøre med at holde alt væk, der ikke fremmede indre stilhed. Så ingen radio eller tv eller aviser eller magasiner fandt vej bag klosterets mure. Der var ingen computere dengang – og derfor intet internet, ingen e-mail, ingen Facebook, ingen Twitter; hvis der havde været computere, ville de ikke have været en del af vores kloster. Naturlige lyde (fugle, dyr, vinden i træerne) blev betragtet som en del af stilheden, der faktisk fremmede kontemplation i stilhedens ånd. Vi blev afskrækket fra selv at lave høje lyde – selv mens vi arbejdede – fordi det ville have forstyrret den samme stilhed, selvom vi ikke talte.

Hvad sker der, når man er stille i en længere periode? Den ydre støj går først, og derefter begynder den indre støj at fordampe. Snart hersker stilheden overalt, ser det ud til. Tiden går langsommere til at kravle. Lyd bliver en kuriositet – især naturlige lyde, som vandstrømmen eller raslen og svajen fra højt græs, bliver anledninger til dybere lytning og fører til en dyb indre ro.

Tavshedens Brev og Ånden

I den tid, jeg levede i klostertavshed, lærte jeg at skelne mellem bogstavet og tavshedens ånd.

Tavshedsbrevet er netop det: Ikke at tale og ikke forstyrre stilheden omkring dig på nogen måde. Når du praktiserer tavshedsbrevet, træder du så let som muligt, udtaler ikke et ord eller nogen anden lyd, bruger ikke tegnsprog eller kropssprog og undgår endda at læse skriftlig kommunikation, undtagen måske lejlighedsvis inspirerende artikler eller bøger.

Tavshedsbrevet har både en indre og en ydre karakter. På ydersiden er du omhyggelig med ikke kun at forblive tavs, men også for at undgå at trænge dig ind i andres tavshed – eller for den sags skyld naturens "tavshed". På indersiden holder du dig væk fra "støjende" eller ubrugelige tanker. Ubrugelig tænkning er afviklingen af ​​indre mentale bånd, der er sat i fortiden eller i fremtiden.

Tavshedens ånd udgør en lidt anden måde at se på at være tavs på. Når du praktiserer stilhedens ånd, vil du faktisk finde dig selv i at tale, når det er -nødvendigt. For eksempel har du besluttet dig for at være i stilhed en eftermiddag. Du har slukket -fjernsynet og radioen, du har slukket for telefonens ringetone og computeren, og du har lukket ned for alle de andre støjgenererende apparater i huset. Du sætter dig ned med en inspirerende bog. Så ringer det uventet på døren – postbudet leverer en pakke. Når du praktiserer stilhedens ånd, går du hen til døren, tager yndefuldt imod pakken og siger: "Tak." Du har ikke brudt din tavshed. Faktisk har du forbedret det med et simpelt udtryk for taknemmelighed.

I klostret var stilhedens ånd et vigtigt begreb at lære. Da jeg aflagde tavshedsløftet i et år, betød det, at jeg ville stræbe efter at dvæle i åndens indre verden så meget som muligt. Men det betød ikke, at jeg slet ikke ville tale. Alle munkene talte for eksempel under åben bøn. Vi talte også offentligt under de timer, vi påtog os at leve klosterlivet, og privat til vores åndelige rådgiver. Hvis vi skulle forklare noget om en bestemt opgave, talte vi kort og stille; hvis vi havde spørgsmål om, hvordan vi udfører en bestemt pligt, talte vi. En gang i løbet af mit år med tavshed havde jeg brug for at se en tandlæge. Jeg talte med ham om min tandpine – og brød ikke stilhedens ånd.
At leve i stilhedens ånd gav mig mulighed for konstant at bo på et stille sted, selvom ord skulle udveksles.

Dit indre kloster

Den fred, som stilheden bragte mig dengang – og fortsætter med at bringe mig nu, når jeg praktiserer den – er svær at beskrive. At være i stilhed er at føle lykken ved balance og fuldførelse på et overordentlig højt niveau. Stilhed grunder mig og giver mig sindsro og mental klarhed.

Jeg tager del af hver dag nu for at dvæle i stilhed. Du kan også gøre dette. Du kan skabe dit eget stille indre klosterkloster. Hvis du har mulighed for at praktisere en times stilhed engang i løbet af dagen, kan du prøve det og se, hvordan det gør en forskel for dig. Ligesom munkene i middelalderen, der efterlevede tavshedsløftet, kan du opleve, at åndelige skatte, du ikke havde forestillet dig, vil blive åbenbaret for dig – ikke kun i din stille tid, men hele dagen igennem.

En times stilhed hver dag

Den største lektie, jeg lærte i klostret, var, hvordan man kommer i kontakt med det åndelige centrum af mig selv. Dybt i hver af os er der en stor brønd med sundhed, overflod, viden, vejledning. Når vi går ind i stilheden og bliver i stilheden, kommer vi i direkte kontakt med den hellige brønd. På det sted bor vores Sande og Højere Selv: Det er den del af os, der eksisterer og opererer på et sted, hvor der ikke er nogen tid – ingen fortid, ingen fremtid, kun nuet. Det er den del af os, der er forbundet med hele bevidstheden. Den rummer svarene på alle vores spørgsmål, løsningerne på alle vores problemer.

Dette spirituelle center er altid aktivt i os. Den vil kommunikere med os, hvis vi stadig er nok til at høre dens blide stemme. En måde at nærme sig stilhed som en spirituel praksis er at forblive i en lyttende tilstand i vores stille tid. Den stille, lille stemme indeni opstår måske ikke i form af ord – den kan komme i en idé, du aldrig havde tænkt på før eller i billedet af noget eller nogen. Ofte kommer stemmen ikke til dig under stilheden, men bagefter og når du mindst venter det. Det kan opstå midt i en samtale, du har med nogen senere på dagen. Det kan virke som en tilfredsstillende afslutning på en personlig begivenhed. Det kan komme ud af noget, du læser eller lytter til. En af de mest kraftfulde spirituelle praksisser, du kan anvende, er også en af ​​de nemmeste at gøre. Hvad kunne være nemmere end blot at være stille og lade være med at tale? Der er lidt mere i det end det - men ikke meget mere.

Sådan øver du en times stilhed hver dag

1. Planlæg din time med stilhed på et bestemt tidspunkt hver dag.

2. I løbet af den time skal du slukke for telefonen, tv'et, radioen, computeren og alle andre apparater og kommunikationsenheder. Læg alle bøger og andet læsestof fra dig.

3. Tænd et lys for at være vidne til din stilhed.

4. Sid stille og hvil – eller se omhyggeligt på en naturlig genstand – eller deltag i arbejde, der ikke kræver, at du hører, ser eller udtrykker ord. Skånsom rengøring eller havearbejde er fremragende aktiviteter til stilhed eller en lang tur i naturen.

5. Lyt til stilheden, og nyd hele tiden dette timelange pusterum fra at tænke, gennemgå, planlægge og forestille sig. Bliv i nuet.

6. Træk vejret dybt og opmærksomt, bring stilheden ind og udstød mental "støj".

7. Ved slutningen af ​​din time med stilhed, lad dit første ord være et udtryk for taknemmelighed eller kærlighed; Sluk derefter lyset og gå i gang med din virksomhed.