Fru Tippett: Når du er bange og prøver at holde det på afstand.
Hr. Sanford: ... og så trække sig ud af det, så nægter det mig virkelig frihed. Og det er en fantastisk kortsigtet strategi. Det var det, jeg gjorde, da jeg var 13. Jeg trak mig ud af min krop for at få den, men det er en kortsigtet strategi. Og en stor del af min livsproces er som at legemliggøre igen og lade - og omgive det, der foregår, så jeg kan være en del af verden.
[Musik]
Fru Tippett: På onbeing.org kan du downloade hele mit uredigerede interview med Matthew Sanford. Du kan også se en video af vores samtale i studiet. Og du kan selv opleve nogle af Matthew Sanfords adaptive yogastillinger. Vi har lagt et klip fra hans DVD "Beyond Disability" op på vores hjemmeside. Find links til det og meget mere. Igen på onbeing.org.
På næste side kommer mere om Matthew Sanfords indviklede oplevelse af forbindelsen mellem sind og krop; og forbindelsen mellem vores kroppe og medfølelse.
Jeg er Krista Tippett. Dette program kommer til jer fra APM, American Public Media.
[Meddelelser]
Fru Tippett: Jeg er Krista Tippett, og dette er On Being . I dag, "Kroppens nåde" med yogalærer Matthew Sanford.
Han har beskrevet sin læringsproces for at blive fysisk hel. I 1978 blev han lammet fra brystet og ned i en bilulykke, der dræbte hans far og søster. Han har skrevet en bog med titlen "Waking: A Memoir of Trauma and Transcendence" . Den er også en refleksion over de dybere lærdomme, Matthew Sanfords liv har for vores større kultur. Her er en anden passage, han læste for mig:
Hr. Sanford: (læser) Når jeg vågner op til rædslen ved traumatisk inducerede kropsminder, er jeg tvunget til at føle døden – ikke afslutningen på mit liv, men døden af mit liv som en gående person.
... I princippet er min oplevelse ikke så usædvanlig, kun mere ekstrem. ... Hvis vi kan se døden som mere end sort og hvid, som mere end til og fra, er der mange versioner af realiseret død udover fysisk død. Døden af en elsket sætter så meget i bevægelse.
... Så er der også de stille dødsfald. Hvad med den dag, du indså, at du ikke ville blive astronaut eller dronningen af Saba? Føl den stille afstand mellem dig selv og hvordan du havde det som barn, mellem dig selv og de følelser af undren, pragt og tillid. Føl din modne kærlighed til den, du engang var, og dit nuværende behov for at beskytte uskyld, uanset hvor du måtte finde den. Den stilhed, der omgiver tabet af uskyld, er en yderst alvorlig død, og alligevel er den nødvendig for modenhedens begyndelse.
Hvad med den dag, vi begyndte at arbejde, ikke for os selv, men snarere med et håb om, at vores børn måske ville få et bedre liv? Eller den dag, vi indså, at voksenlivet i det store og hele er dybt repetitivt? Når vores liv ruller ind i det almindelige, når vores idealer sprutter og forsvinder, når vi vasker op efter endnu et måltid, integrerer vi døden, en lille del af os dør, så en anden del kan leve.
[Musik]
Fru Tippett: Jeg vil gerne tale om, hvordan du har levet med det, der skete for dig. Jeg tror, at vores kultur har en tendens til at kunne lide helte, den har en tendens til at have sætninger som "at slå oddsene" og "at erobre" og "at være sejrrig". Og jeg er sikker på, at du ikke ville forklejne eksemplet med en person som Christopher Reeve, men det var et eksempel på en person, for hvem helbredelse kun ville være at vende ...
Hr. Sanford: Overvindelse.
Fru Tippett: … at vende det, der var sket med ham, om.
Hr. Sanford: Mm-hmm. Og det ville være et perfekt eksempel på en helbredende historie. Og jeg tror, det er en meget udbredt historie i vores kultur.
Fru Tippett: Ja.
Hr. Sanford: Og når det kommer til heling, når det kommer til en hel masse, når det kommer til aldring, beundrer vi den 80-årige fyr, der løber et maraton.
Fru Tippett: Ja.
Hr. Sanford: Vi vil gerne se beviset på, at sindet kan overvinde materie, fordi kroppen ender med at lukke ned. Og tro mig, jeg forstod det ikke med det samme. Jeg mener, jeg brækkede mit ben, da jeg lavede yoga, ikke sandt? Jeg er ...
Fru Tippett: Fordi du prøvede at være heroisk. Ja, det er rigtigt.
Hr. Sanford: Åh, jeg var — pludselig ville jeg lave positurerne og, ligesom, vise hvor meget jeg kunne, og, slå, og ...
Fru Tippett: Gør det til det yderste.
Hr. Sanford: Og jeg måtte desværre ikke, du ved, jeg er ikke det skarpeste redskab i skuret. Jeg var nødt til at brække et ben igen, før jeg lærte ikkevold.
Fru Tippett: Mener du ikkevold mod din krop?
Hr. Sanford: Til min krop. Men du har brug for alle mulige former for styrke. Du skal også være i stand til det – og det bliver overbrugt. Og jeg forstår nu, lige nu, efter 15 år med yoga, ordet dybere og dybere, og det er "overgivelse". Og det kommer af at være mere til stede, at overgive sig til verden, at føle mere. Men jeg mener ikke intellektuelt. Jeg mener bogstaveligt talt at have din krop, som om du bliver krammet som min søn. Det har den der "åh"-følelse. Det er virkelig stærkt. Men dit hjerte føles sårbart, når du lader dig selv være i verden på den måde. Derfor undgår vi det. Du ved, den slags styrke, jeg taler om, som har guidet en stor del af min udforskning, får dig til at føle dig, åh, så sårbar og får dig til at føle dig mere.
Fru Tippett: I din historie var der tidspunkter, hvor du – lad os sige, et trin i din forståelse af dette og din kæmpelse med det var at beslutte, at du stadig havde adgang til den øverste halvdel af din krop, og at du ville gøre den så stærk som muligt, og at du ville leve i den del af din krop og ligesom erklære resten for væk.
Hr. Sanford: Sådan blev jeg ledt til at tro, efter min mening.
Fru Tippett: Ja. Og følte du dig faktisk mere usårlig, da du havde fremsat den slags erklæring?
Hr. Sanford: Øh, du ved, følte jeg mig uovervindelig? Nej. Men den idé om at være viljestyrket og være i stand til at angribe ethvert problem med en masse viljestyrke ...
Fru Tippett: Ja.
Hr. Sanford: ... det får dig til at føle en slags kontrol over verden ...
Fru Tippett: Ja.
Hr. Sanford: ... det kan få dig til at føle dig mindre sårbar. Men jeg ved også, at det utænkelige er muligt. Du kan have så meget kontrol, som du vil, men verden er så stor. Livet gør sin egen ting med os på et vist niveau.
Fru Tippett: Ved du hvad der er så interessant? Udtrykket – jeg synes, at alt sproget omkring noget i retning af en forbindelse mellem sind og krop er lidt ladet, ligesom meget af sproget omkring religion og spiritualitet kan lyde New Age-agtigt. Og jeg mener, du havde oplevelsen med læger, hvor du dyrkede yoga, og de tænkte på dig som New Age-agtig. Og jeg tror, at en del af det bare er et sprogproblem. Men det, du påpeger, er, at meget af vores – kulturens forherligelse af vilje og sejr gennem beslutsomhed, det er også en form for sind-krop, du ved, vi hævder sind-krop-forbindelsen uden at kalde den det.
Hr. Sanford: Korrekt. Det er en form for integration. Dominans over kroppe …
Fru Tippett: Ja, det er rigtigt.
Hr. Sanford: ... er, hvad mennesker har gjort i tusinder af år, hvad enten det er naturen, hvad enten det er hinanden. At det er - hele min pointe er, at vi også har brug for - det er én ting, vi ønsker i værktøjsbæltet, at bruge viljen, når man har brug for den. Men jeg tror, vi kun er i begyndelsen af at indse, at der er mange andre måder at integrere med kroppen på. Og faktisk tror jeg, at vores menneskelige overlevelse over tid vil afhænge af, at vi bliver meget mere subtilt bevidste om kroppe.
Fru Tippett: Og selv i kroppe, der ikke fungerer med den perfektion, vi stræber efter, hvilket faktisk er en fejlslutning.
Hr. Sanford: Hvilket er en af tingene ved yoga ...
Fru Tippett: Og jeg mener, aldring er også et eksempel på det.
Hr. Sanford: Og jeg specialiserer mig også i at tilpasse yoga til mennesker med handicap.
Fru Tippett: Ja, det er rigtigt.
Hr. Sanford: Og en af mine – det får mig til at elske yoga så meget mere. Yoga kan bevæge sig gennem enhver krop. Det handler ikke om den perfekte stilling. Det er ikke det. Det er bogstaveligt talt et fænomen, der opstår ved dit sinds intention og din krops grænser. Jeg tænkte, at da jeg først begyndte at undervise i adaptiv yoga, var det det, jeg begyndte at undervise i først. Jeg tænkte: "Nå ...
Fru Tippett: Og adaptiv yoga betyder det?
Hr. Sanford: Bare at tilpasse yogastillinger og hvad man nu kan for at give mulighed for at have en person, der lever med en krop, der ikke er lige så egnet.
Fru Tippett: For hvad end der er fysisk muligt.
Hr. Sanford: Okay, at gøre hvad som helst de kan med yoga, tilpasse det til en person, der ikke har et lige så let sind-krop-forhold. Men man ser i klassen, hvad de allerede gør. De ting, som nogle af mine elever allerede gør, bare for at leve deres hverdag, er i sig selv mirakuløse løsninger på et sind-krop-problem. Det er ikke sådan noget som: "Åh, gør det på denne måde. Denne måde er bedre. Denne måde er bedre." Man skal sørge for at forstå, hvorfor de bevæger sig, som de bevæger sig, hvilket problem det løser. Og det får én til bare at tænke: "Åh, gud, der er så meget opfindsomhed i det menneskelige sind-krop-forhold." Og så prøver man at hjælpe dem med at gøre det uden så meget vilje.
Fru Tippett: Jeg vil gerne spørge dig om noget, du skrev. "Jeg har aldrig set nogen blive mere bevidst om sin krop uden også at blive mere medfølende." Hvad handler det om? Hvad er det? Hvorfor det?
Hr. Sanford: Det er bare sandt. Det er en observation.
Fru Tippett: Men hvorfor tror du, det er sandt?
Hr. Sanford: Jeg tror, det er sandt for meget – jeg tror præcis det – efter min mening, når sindet adskilles fra kroppen, bliver vi mere selvdestruktive. Vi bliver mere destruktive generelt.
Fru Tippett: Hvis vi er mere adskilte fra os selv, er vi så også mere adskilte fra andre?
Hr. Sanford: Det tror jeg. Når man er mere i sin egen krop, føler man sig mere forbundet med mennesker. Man tænker på vigtigheden af andet liv. Og når man er en del af verden, er det meget sværere ikke at føle medfølelse for verden.
(Lyden af yogatime)
Hr. Sanford: Okay, så læg dig nu fladt ned på din måtte – er vi forskudt herinde? Er alle okay?
Fru Tippett: Vi besøgte en klasse, som Matthew Sanford underviste i en mandag aften på Courage Center, et rehabiliteringskompleks for mennesker med alle mulige fysiske udfordringer i Golden Valley, Minnesota. Han har også arbejdet med militærveteraner i de senere år. I denne klasse hjælper frivillige eleverne, hvoraf nogle er paraplegiske, med at bevæge deres kroppe i de stillinger, som Matthew Sanford råber op fra en måtte.
Hr. Sanford: (instruerer i klassen) Så nu alle der – vi prøver at få alle klar. Men hvis I allerede ligger på ryggen, så tag jeres arme over hovedet. Tag jeres arme over hovedet. Stræk jeres arme. Stræk jeres arme og stræk ud gennem hælene. Bogstaveligt talt voks. Bliv højere. Men så vil jeg – få jer til at vælge et punkt midt på jeres krop, som f.eks. læg jer ned – hvor jeres ryg rører gulvet midt på ryggen. Forsøg bogstaveligt talt at vokse fra midten af jeres krop ud gennem fingerspidserne, ud gennem hælene.
En af de ting, vi opgiver, når vi har vanskelige sind-krop-forhold, er, at vi opgiver tilstedeværelse, der strækker sig fra fingerspidserne ud gennem fødderne. Og jeg er ligeglad, om du ikke fysisk kan gøre det, vel? Jeg vil have, at du begynder at se din tilstedeværelse i din krop, som om den vokser, som om den er organisk, og den inkluderer din krop. Mm-hmm. Så de næste par åndedrag, træk vejret med din rygkrop, træk vejret ...
Fru Tippett: Se video og billeder fra Matthew Sanfords adaptive yogatime på onbeing.org. Jeg er Krista Tippett, og dette er On Being — en samtale om mening, religion, etik og ideer.
I dag med Matthew Sanford på "Kroppens nåde".
Fru Tippett: Og jeg må sige, jeg sidder her sammen med dig, og din krop er meget levende, og den forekommer mig at være meget forbundet. Du ved, du sidder i kørestol, men du er livlig. Du har en utrolig energi. Og bruger du ordet "handicap" om dig selv? Tænker du på dig selv som handicappet? Og hvis du gør, hvad betyder det så?
Hr. Sanford: Jeg har en hel masse tanker om det. Jeg bliver træt af, at sproget skal være korrekt.
Fru Tippett: Ja.
Hr. Sanford: Og jeg tror, at sproget er det første skridt i retning af at bevæge bevidstheden, så jeg tolererer det, ikke sandt? Men når nogen fortæller mig, at jeg ikke kan kalde mig selv handicappet eller paraplegiker eller noget, eller hvad ordet nu måtte være, har jeg lidt lyst til at se på ham og sige: "Vent, det er min oplevelse."
Fru Tippett: Og sandsynligvis — jeg ønsker ikke, at du bruger ordet, fordi det er ubehageligt for en anden.
Hr. Sanford: Til dem.
Fru Tippett: Ja.
Hr. Sanford: Det er min pointe, ikke? Jeg indser, at det er et forsøg på at skabe mere opmærksomhed omkring problemet med handicap. Men jeg synes, det bringer for meget moral omkring det, som om der er noget rigtigt og noget forkert at sige. Og jeg synes, at det ikke er bevidsthed, det er bare ord.
Fru Tippett: Okay.
Hr. Sanford: Ja. Så det er niveauet. Men ser jeg mig selv som handicappet? Jeg må ærligt sige, at der er tidspunkter, selv nu, 27+ år senere, hvor jeg ser min skygge og bliver chokeret. Du ved, jeg ser på den. Den sidder i en kørestol, og jeg tænker: "Wow, sådan ser jeg ud, når jeg kører rundt i verden." Altså, det gør jeg ikke, men samtidig er jeg helt sikkert handicappet.
Men min livskraft er ikke fuldstændig bestemt af evnen til at bøje muskler, at der er noget her. Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg er ligeglad med, om det er neurofysiologisk forklaret, men der er en tilstedeværelse her, der strømmer gennem os, som ikke udelukkende er bestemt af, om jeg kunne stå op eller ej. Og jeg har altid følt den bølge. Jeg ved også, at den forbindelse var det, der gjorde mig til en så god atlet som lille barn. Det er ligesom, du føler et frikast. Og det kommer fra dine ben, og det kommer fra dine arme, og det kommer fra enhed. Al den enhed er stadig her, ikke? Jeg kan bare ikke helt stå op.
Fru Tippett: Så du beskriver i din bog, at du på forskellige tidspunkter i dit liv, og gennem alle operationerne, din første skade og andre skader, så på et tidspunkt begyndte at indse, at heling kunne ligne noget andet end at kunne gå igen. Jeg mener, føler du, at du er helet?
Hr. Sanford: Jeg tror, at mit forhold mellem krop og sind fortsætter med at hele, at når jeg praktiserer yoga og er opmærksom og elsker verden, så fortsætter den faktisk med at hele. Før jeg begyndte med yoga, følte jeg mig virkelig som en svævende overkrop. Og da jeg talte her med jer, talte jeg mere kun med min overkrop. I kan stadig se det. Og mange mennesker har ...
Fru Tippett: Ja, men du er – jeg har en fornemmelse af, at du taler med hele din krop.
Hr. Sanford: Det hele. Det bevæger sig gennem det hele. Og den tilstedeværelse var ikke realiseret i mig, før jeg begyndte med yoga.
Fru Tippett: Og du siger, at den tilstedeværelse handler om, at dit sind er forbundet med dit fysiske ...
Hr. Sanford: Og ligesom jeg taler med dig med hele mit væsen. Det er som om yoga hældte vand på mig og gennem mig. Og jeg var virkelig tør og lidt træt før, og der var så meget mere her, som bare skulle være her, ikke? Så jeg praktiserer yoga ikke bare for at blive, ligesom, virkelig god til yogastillinger. Jeg praktiserer yoga for at føle dette.
Fru Tippett: Øh, du skriver på et tidspunkt i din erindringsbog, at du er fuldstændig uenig, når folk siger: "Min krop svigter mig." Jeg er også i 40'erne. Folk begynder at sige det, når de er 40. Det er dine øjne eller dine knæ, ikke? Men du siger, at det er fuldstændig forkert.
Hr. Sanford: Og jeg siger det, og det er fuld af sorg for mig, fordi jeg udnyttede min krop som 13-årig ved at lade min krop absorbere alt det traume, den forårsagede. Og en af de lektier, jeg har lært, er, at det var min krop, der holdt mig i live. Din krop vil, så længe den overhovedet kan, være trofast mod at leve. Det er det, den gør.
Fru Tippett: Jeg mener, selv på trods af at det – at der er forfald, der følger med alderen.
Hr. Sanford: Den er ved at falde fra hinanden. Det er fordi – ligesom, min krop bad ikke om at blive hamret og brækket, og om at få sin rygsøjle flænset, og mange knogler brækket. Og den sagde: "Okay, lad os omgruppere os. Lad os gå." Og kun en lille del af min krop helede ikke. Kun – du ved, en tomme eller to af min rygmarv var ikke i stand til at regenerere sig. Den gik i gang, ikke sandt, og det er det, den vil gøre. Den bliver måske forvirret. Den ved måske ikke, hvordan den skal dyrke de rigtige celler, men jeg siger dig, den bevæger sig mod at leve så længe som muligt.
Fru Tippett: Så hvis vi ved det om vores kroppe, selv når vi ældes, selv når der sker ting i dem, som vi ikke kan lide, hvordan kan vi så leve anderledes med den bevidsthed?
Hr. Sanford: Der er noget inden for yoga. Det kaldes pranayama. Det er yogisk vejrtrækning. Og du trækker vejret i en yogastilling for de rum – jeg tror det – for de rum, du ikke kan mærke. Du trækker ikke bare vejret for den biceps, du virkelig kan bøje. Du prøver at få livskraft gennem de rum, du ikke kan mærke. Når du gør det, øges din balance, din styrke øges, din fleksibilitet øges. Jeg tror, at når du taler om at ære din krop, men ikke gør det til en moralsk indsigt, ikke sandt? Som: "Åh nej, jeg må hellere kun spise det ene eller det andet," og blive helt opslugt af ...
Fru Tippett: Ja. Ja. Og det er også den anden måde, vi gør det på.
Hr. Sanford: Og det er den anden måde, vi gør det på.
Fru Tippett: Ja.
Hr. Sanford: Vi arbejder, indtil vi synes, det er en moralsk indsigt. Så, du ved, ynde – jeg kan godt lide ynde – eller ansvar over for min krop. Det, knægt, inspirerer mig slet ikke.
Fru Tippett: Mm-hmm. Og du siger, at du skal være yndefuld med din krop, er det det, du mener?
Hr. Sanford: Eller vid, at de steder, du ikke føler i dig, er yndefulde. De er ikke tabte. De er ikke fravær. De er en del af din styrke, af din fiber. I et stykke træ er det ikke kun træets årer. Det er det tomme rum og mellemrummene mellem træets årer, der gør det stærkt. Det er begge dele. Og derfor bliver verden lettere og mere behagelig, når du inkluderer mere af dig selv her.
Fru Tippett: Og hvordan tænker du på – at håndtere de dele af din krop, som du ikke kan lide, hvad der sker med dem, huden der ældes, knæene der gør ondt? Jeg mener, det er mindre problemer sammenlignet med den smerte, du ...
Hr. Sanford: Nej, nej. Men – nej, det er svært. Det kræver tålmodighed. Jeg vil gerne fortælle dig, at der er én magisk indsigt, og pludselig er det hele nemt. Nej, det er arbejde, ligesom alt andet. Jeg ved det, jeg tænker mere – jeg ved ikke dybere, men anderledes end de fleste mennesker, hvor meget min krop har absorberet og bevæget sig mod at leve stille.
Så jeg ser på – du ved, jeg har steder – hud på min krop, du ved, gamle liggesår og gamle ting, der er sket – hvor man kan se, at huden kæmper for at holde og holde. Jeg tænker ikke: "Åh, den holder ikke, for pokker." Jeg har lyst til: "Mand, den arbejder så hårdt, som den kan," du ved? Hvordan vil du se det? Skal du herfra? Ændrer din tilstedeværelse sig, når du forlader os, så der er plads til andre ting? Ja, min krop heler ikke så godt, som den plejede, da jeg var 13. Det er sandt. Min fysiske krop gør det ikke. Men på grund af den medfølelse, jeg kan føle for min krop, for andre, heler noget andet.
[Musik]
Fru Tippett: Du har en seksårig søn. Der er intet i verden, der er mere kropsliggjort end en seksårig dreng. Ren energi.
Hr. Sanford: Ja.
Fru Tippett: Ren fysiskhed. Hvordan tænker din søn om din krop?
Hr. Sanford: Jeg var så bekymret over dette, før jeg blev forælder. Jeg troede, at han ville have flere problemer, end han har. Han kan godt lide tanken om, at han bliver højere end mig før.
Fru Tippett: Okay.
Hr. Sanford: Og han har ikke helt forstået, at jeg faktisk er næsten 180 cm høj.
Fru Tippett: Fordi du sidder i kørestol.
Hr. Sanford: Ja, det er rigtigt.
Fru Tippett: Ja.
Hr. Sanford: Han forstår det ikke helt. Så han kan godt lide den del. Han måler sig altid lidt op mod mig. Paul er fantastisk. Der er et par gange, hvor vi har været med til, for eksempel, "Far og mig-dage". Der er en historie om, at det var et stafetløb i, for eksempel, hans børnehave eller børnehave. Det var ligesom at løbe ned ad måtten og gå til enden og komme tilbage. Og jeg kunne ikke stille mig op med dem og løbe stafetten med dem, så de andre fædre og sønner gjorde det. Men han gjorde det på egen hånd lige ned langs siden, og løb ned og kom så tilbage, og kom tilbage og gav mig et stort high-five. Så han ved, at jeg ikke kan gøre alting. Men da han kom tilbage og gav mig et high-five og sagde: "Hey, vi gjorde det alligevel," var det som stilhed og kærlighed.
[Musik]
Fru Tippett: Matthew Sanfords bog hedder Waking: A Memoir of Trauma and Transcendence . Hans DVD hedder Beyond Disability . Han er grundlægger og præsident for Mind Body Solutions i Minnetonka, Minnesota.
Ligesom mange af jer dyrker jeg yoga, ligesom nogle af mine kolleger: vinyasa, Iyengar og hot yoga. Du kan læse om vores personlige oplevelser på vores blog, og vi vil også gerne høre dine historier. Find dem på vores hjemmeside – onbeing.org – sammen med en anden samtale med en fantastisk yogalærer, Seane Corn. Du kan se en video af hende, der demonstrerer det, hun kalder "Body Prayer". Det er et par fantastiske minutter med ynde, atletik og spirituel fokus. Og du kan se min samtale i studiet med Matthew Sanford eller lytte igen og downloade dette show. Det hele er på onbeing.org.
Og hvis du bruger tid på Facebook, Tumblr eller Twitter, finder du os også alle disse steder.
Dette program er produceret af Chris Heagle, Nancy Rosenbaum, Susan Leem og Stefni Bell. Anne Breckbill er vores webudvikler. Trent Gilliss er vores seniorredaktør. Og jeg er Krista Tippett.
Hr. Sanford: Og så, nu, før dine hænder lige ud, lige over dig, som om du bliver lang, som om du er Superman, der flyver gennem luften. Og så, selvom du ikke kan gøre det, jeg nu vil sige, er det okay, for jeg kan heller ikke gøre det, vel? Jeg vil have dig til at løfte både dine hænder og dine ben fra måtten og strække dig. Shalabasana. Selv hvis du ikke kan gøre det, Tim, kom nu, gør det alligevel. Og træk vejret, og slip så. Tag en pause. Det er en svær stilling, forresten.
***
Særlig invitation: For seks år siden var Ellen Pavitt ude for et flystyrt, der lammede hende. I mødet med sin nye virkelighed følte hun en dyb stræben efter at vokse åndeligt og være mere kærlig. Hun ser nu disse to aspirationer som én og samme. Deltag i en intim cirkel med Pat Benincasa i en samtale med Ellen denne torsdag: Vi skaber vores egen virkelighed. Tilmeldingsinformation og flere detaljer her.
COMMUNITY REFLECTIONS
SHARE YOUR REFLECTION